Det skutte nemt at lære de gamle hunde nye kunster. De er bange, nemlig. Og så er de mange, der hele tiden skal se hvad sidemanden gør, før de selv drister sig til at foretage sig noget som helst.
Sådan virker det i hvert fald ofte når man har med det forjættede land af pladeselskaber, publishing-kontrakter og managements at gøre. Det er vel sådan set ikke nogen nyhed, at pladebranchen har været og fortsat er temmelig sløv i optrækket når snakken falder på nye forretningsmodeller, nye salgskanaler, nye markedsføringsværktøjer, nye hvad-som-helst. Det har jo for pokker været et årelangt mantra, at "pladeselskaberne sov i timen" da det der P2P blev opfundet og udbredt på nogle amerikanske universiteter. Ja, Internettet er en farlig størrelse og vil på sigt betyde musikkens visse død, ikke? I hvert fald musikken
som vi kender den.
Det alt for tunge maskineriOg de blunder endnu, pladeselskaberne. Der er utallige eksempler på, at maskineret der hedder major labels har så meget moment, at det er svært for dem pludselig at ændre retning og rent faktisk være innovative.
First movers, for nu at bruge et af tidens buzz-words. Det lader til at de store selskaber har for mange beslutningstagere, der skal synes at noget er en god idé, før det kan sættes i værk. Jeg har i forbindelse med vores Beatet!-podcast haft samtaler med både digitalchefer, marketingschefer og A&R's der alle synes det lyder som en fantastisk idé med et medie, der aktivt og vedkommende kan promovere deres kunsteres udgivelser og koncerter og generelt bare sprede ordet om deres nyeste signings. Man får hurtigt svaret: "Fedt, det gør vi! Jeg sender dig den nye single, så du kan spille den i podcastet! Jeg vender det lige med toppen og ringer tilbage senere." Det er i den sidste sætning filmen knækker. Selv om det er den ene eller den anden sektions chef - og ansvarlige på området - skal beslutningen lige vendes med "toppen". Om toppen så er General Manager, CEO, det udenlandske management eller den juridiske afdeling er fuldstændig lige meget, for idet beslutning skal tages et andet sted end der hvor entusiasmen, visionen og den aktive udførelse ligger, så kan man godt vinke farvel til velviljen - eller måske i virkeligheden viljen til at prøve noget nyt.
De uafhængigeTADAA! In comes the indies. Eller hvad? Hvor de kluntede major labels har ry for at være urokkelige mastodonter, der kaster DRM, vandmærker og sagsanlæg i nakken på dig for et godt ord, så har de såkaldte
indies - de uafhængige pladeselskaber - haft ry for at have nerver, vilje og visioner til at gå nye veje med musikken. Muligvis af ren og skær nødvendighed, men ikke desto mindre til glæde for både musik, musiker og lytter (tør man skrive "køber" længere?). Men ak, også her rystes der i buksen når nye kanaler for salg og markedsføring præsenteres. I bedste fald deles vandene; enkelte selskaber (ingen nævnt, ingen glemt) er ovenud lykkelige for at fx vores podcast vil bruge tid og opmærksomhed på deres kunstere, også dem der sælger masser af plader, mens andre selskaber finder den helt store hængelås frem ved ordet podcast.
Lad mig forklare. Det juridiske er på plads; der betales KODA og NCB vederlag for musikken, både i forbindelse med stream og med download per unik bruger per døgn. Derudover betales der procenter af alle indtægter direkte forbundet med podcastet - som jo også bliver kanaliseret videre til rette instans. Den opmærksomme læser vil måske vide at pladeselskaberne i bund og grund er forholdsvis ligeglade med ovenstående - det tjener de jo ikke nogen penge på, medmindre de sidder med forlagsrettighederne. Man skal nemlig ikke betale Gramex for at podcaste, da der ikke er tale om offentlig fremførelse af indspillet materiale, og det er oftest her pladeselskaberne får deres penge. Så vi må jo finde på en anden måde at tilfredsstille pladeselskabernes behov; vi skal jo trods alt stadig bruge deres samtykke før vi må lege med den musik, de har rettighederne til.
At IFPI udsender en generel advarsel til deres medlemmer om, at de liiige skal holde igen med at bruge musikken som markedsføring, indtil der ligger en officiel holdning klar, det gør det ikke nemmere at tale med ellers velvillige pladeselskaber. Og det endda selvom IFPI ikke har nogetsomhelst at skulle have sagt når det kommer til måden hvorpå deres medlemmer vælger at bruge deres musik...
De nye kanalerDer er ingen tvivl om at fremtidens (og nutidens!) musiksalg foregår på nettet i form af downloads. Der er en uendelig spredning af musik på nettet via P2P-netværk, men skam også via den digitale distribution der er ved at få fodfæste. Det er stadigvæk det ulovlige download der dominerer udvekslingen af musik, men folk er ikke onde. De er dovne. Hvis man skal betale for en single eller et album på nettet, så skal det være nemmere at trykke køb end det er at stave til thepiratebay.org - og så skal man i øvrigt ikke bruge tid på selv at fjerne de ulidelige DRM-sikringer, der er plantet i den musik man kan købe lovligt. Men det er en helt anden snak.
Faktum er at der er kommet nye kanaler for både distribution, salg og markedsføring af musikken. Pladeselskaberne hilser dem velkommen, men forstår ikke at bruge dem! Hvad godt gør det at et kæmpe katalog af musik er tilgængeligt i en online musikbutik, hvis ikke forbrugerne ved at det er der, og at det er pokkers nemt at komme til det? Pladeselskaber og forlag er ikke sene til at reklamere for deres kunstnere og disses udgivelser, men de lader det være op til de enkelte musikbutikker at gøre opmærksom på, at musikken altså findes lige præcis her. Hvorfor ikke gå direkte til slutbrugeren og sige; "Hvis du kan lide det her, så klik og køb!"? Det er her de nye markedsføringskanaler kommer frem i feltet. Blogs der lækker et uudgivet nummer med en kunstner og linker til en musikbutik hvor albummet kan købes, eller brugerinvolverende aktiviteter hvor der gives en lillefinger, men fås en arm igen, eller ... et podcast hvor der tales om musikken, kunstnerne, koncerterne, udgivelserne, hvor der gives en ikke-hæmmet smagsprøve på musikken og hvor der linkes direkte til salgsstedet.
I Beatet sørger vi for at linke direkte til digitale salgssteder for den musik vi bruger, som en service for både pladeselskaber og lyttere. Der er sågar så fiks en feature i iTunes som
enhanced podcasting, hvilket betyder at man kan plante links direkte i musiknummeret, så man egentlig bare skal trykke på selve podcastet for at komme til kassen i en online musikbutik. Herligt, ikke?! Det må man bare ikke for KODA. Og pladeselskaberne er heller ikke meget for at se deres musik som en del af markedsføringsbudgettet. Men løbet er kørt.
På MySpace.com ligger der rundt regnet 13 millioner bands. Hvor mange af dem der er på kontrakt med et pladeselskab vides ikke, men det skal nok være en pæn slat. Her lægger bands og pladeselskaber musik op til stream uden skrubler ("for det gør man jo!"), og gør dermed musikken tilgængelig for MySpace.coms 200 millioner bruger. De fleste lader sågar brugerne tilknytte musikken deres personlige profiler, så den kan blive udbredt mest muligt. Det er klogt.
Hvor pokker adskiller den slags markedsføring sig fra fx musik i et podcast? Nå ja, kunstnere og pladeselskaber får rent faktisk
penge for musikken der bruges i podcastet, men det skal de sgu da ikke brokke sig over.
Hvornår lærer pladeselskaberne - store som små - at se Internet-suppedasen lidt mere nuanceret og at turde bruge den? Det vrimler med distributions-, salgs- og ikke mindst markedsføringskanaler. Ganske gratis og med milliarder af potentielle købere.
Etiketter: digital distribution, markedsføring, musik, online, pladeselskaber, podcast
