30 januar 2007

Bonnier Amigo dropper DRM

Så er der begyndt at ske noget omkring kopibeskyttelse - eller "mangel" på samme. Mange i branchen har sagt at 2007 bliver året hvor mindst et af de store pladeselskaber, begynder at sælge musik uden kopibeskyttelse. EMI tester hvis nok i Tyskland, men ellers har de store ikke rørt på sig.

Det har derimod det store Svenske selskaber Bonnier Amigo, som også har kontor i København.

- Årsagen er, at DRM opleves som en forhindring af mange musikkøbere og er med til at mindske det lovlige salg, siger direktør Ludvig Werner fra Bonnier Amigo.

Bill Gates er, ligesom alle os andre, også træt af DRM (Digital Rights Management) , som det så fint hedder. Vi krydser fingre og glæder os til at købe musik i det gode gamle MP3 format, uden alt det besværlige - det bliver stort! :)

Kilde: PCWorld.dk

26 januar 2007

Frist til Kunstrådets puljer

Den 1. februar er der ansøgningsfrist til flere af Kunstrådets puljer. Bl.a. til midler til instrumentkøb i musikskoler og MGK, midler til styrket talentudvikling inden for musik og midler til talentudvikling inden for musik.

Desuden er der ansøgningsfrist til Statens Kunsfonds Tonekunstudvalget for den rytmiske musik og tonekunstudvalget for den klassiske musik. Her kan søges arbejdslegater, rejselegater og 3-årige stipendier for både rytmiske og klassiske komponister – altså ikke for udøvende musikere. Det er også 1. februar, du skal søge Musikerens e-nyt.

Sydfransk fata morgana

Vel tilbage fra den heftige og imponerende Midem-festival i Cannes. Festivalens centrum er ikke et messecenter, men et festivalpalads, som ligger lige bag lystbådehavnen, hvor mange af aftenernes fester foregår på de luksuriøse yachter. Festivalen er hektisk, musikalsk ikke det store eventyr, men med sin egen klinisk luksuriøse diversitet alligevel 100% mere kulturel værdifuld end sit ry. Det eneste minus er, at man næsten ikke kan udgå at gå glip af noget og enhver er dømt til at miste overblikket på den helt nedslående måde. Men på hvilke andre festivaler havner man ved et tilfælde på luksusrestaurant med australske diplomater og japanske rigmænd, der har brugt dagen på at fiske gratis sample-cd'er?



Vi nåede således ikke at dække seminarerne, men fik til gengæld lokket nogle gode råd ud af folk som Sat Bisla (A&R Worldwide), producer John Ravenhall og ikke mindst Gerd Leonard ("The Future of Music") - som bad os skubbe bagpå flat fee-modellen herhjemme.

Leonard mener at skandinavien - med et fælles KODA/NCB-system - har gode muligheder for at være forgangsmænd. Efter en samtale med KODA på den danske messestand er det dog ikke flat fee, men publishing, der er det store samtaleemne blandt rettighedsforvalterne. Ved Gerd noget, som de ikke ved?

25 januar 2007

iTunes Store ulovlig i Norge?

Den franske regering har tidligere været ude med en decideret iTunes-lov, der pålægger iTunes Music Store at åbne op for deres integrerede "FairPlay" kopisikring, der pt. umuliggør afspilning af musiknumre købt i iTunes Music Store på andre afspillere end iPod. Lovvedtagelsen i Frankrig var groundbreaking news, men de slipseklædte eksperter mente ikke, at det ville få betydning for Apple uden for Frankrigs grænser.

Men ak, Tyskland har også haft løftet pegefingeren, og nu er forbrugermyndighederne i Norge også på barrikaderne. Hvis Apple ikke åbner deres "FairPlay" kopisikring for andre firmaer (og afspillere), så ender sagen i retten den 1. oktober 2007, hvis altså Apple fortsat vil have deres iTunes Music Store tilgængelig i Norge. Spændende. Ifølge MediaMac.dk har Apple ved tidligere lejligheder truet med at forlade de europæiske markeder, hvis ikke de fik lov til at benytte "FairPlay" beskyttelsen som de ville.

Mon dog. DRM (Digital Rights Management) er yt, kopisikring er blevet et fy-ord og distributørerne af digital musik opfordres gang på gang på gang til at tænke sig lidt om, før de klæder musikken ind i kæder og låse.

Det er blevet sagt tusind gange før, at fremtiden for digital musik ligger i "flat-fees", abonnementsordninger, fremfor beskyttet enkelt-salg. Og det er ikke kun de kloge fremtidsforskere, ellers os på MyMusic.dk-kontoret, der klapper i hænderne. Også Christian Backman fra Copenhagen Records spår flat-fees en lys fremtid, da han bliver spurgt til den digitale musiks fremtid i det nye musikbranche-podcast MusikPodCast.dk.

Hvis man er iTunes-fan, så lader det til at man så småt skal begynde at lægge i ovnen til en hamstring inden iTunes Music Store i Danmark også ender i dommervagten.

Eller hvad?

17 januar 2007

Claus Beck-Nielsen Memorial

Slå mig til helgen og døm mig til Gud /.../ Døm mig til helgen og søm mig til Gud
I går aftes havde jeg den surreelle fornøjelse at høre fænomenet 'Das Beckwerk' - live! Eller rettere: jeg så det skelletlignende efterladenskab af afdøde forfatter og aktionskunstner Claus Beck-Nielsen (1963-2001) synge og spille en række synderskærende sange fra sit nye album "The European Dream Scream". Albummet sætter en musikalsk prik over i'et i det demokrati, som Hr. Nielsen med hjælp fra henholdsvis Hr. Rasmussen og Hr. Altheimer har forsøgt at eksportere først til Irak og siden til Iran. Læs om d'herrers vanvittige bedrifter her
"The European Dream Scream" af Claus Beck-Nielsen Memorial er ikke kun et helhjertet, modigt og fuldstændig kompromisløst udspil. Det er også uden sammenligning det mest politisk sprængfarlige musikalske statement, jeg har hørt herhjemme i Danmark i årevis. Alene derfor fortjener det at blive hyldet med opmærksomhed her på bloggen: Giv det en lytter!
Jeg tog herud for at glemme dig and The Third World Threats / The Operation Iraqi Freedom Lessons Learned Process / The Axis of Evil and the fall of Twin Towers / Wolfowitz Westpoint and the bankable powers /The 5 billion dollar Millennium Challenge Account / Imperium Americum Imperium Americum Imperium Americum Imperium Americum
Jeg finder ikke noget sted uden for Imperiet / Der er ikke noget sted uden for Imperiet
(Fra albummets skæring nr. 9, "Imperium")

16 januar 2007

Nær det ultimative tip

Mens mange bands drømmer om Popkomm i Berlin og Midem i Cannes, er Eurosonic noget nær det ultimative tip for bands, der gerne vil breake i Europa.

Diskret og intens bevågenhed
På Eurosonic mødes brancheorganisationer som EBU (European Broadcast Union), IMMF (International Music Managers Forum), Network Europe (sammenslutningen af uafhængige bookere) og Yourope (sammenslutningen af Europæiske festivaler). De mødes blandt glimrende øl og fantastiske restauranter, langt fra Popkomm's info-overflow og Midems blankpolerede virak, som de fleste flokkes til, men færreste synes om.

Brancherne samles årligt i Groneningen for at udveksle anbefalinger bag lukkede døre og om aftenen går alle ud for at lytte til musik indenfor et geografisk meget afgrænset område. Hvis musikken ikke er god nok på spilestedet går man videre og man mødes hele tiden i den lille by og en meget stor del af publikums musikindtag sker på baggrund af anbefalinger snarere end planlægning.

Det er ude du breaker hjemme
Og selv om det ikke er et kapløb og med al respekt for værterne må vi alligevel konstatere, at konkurrencen var meget ulige og at de danske bands løb med overskrifterne.

Det virker måske paradoksalt, men de udenlandske festivaler er også effektive, hvis man vil breake herhjemme. Den danske musikbranche dukker ofte op for at høre og måske anmelde de danske bands i udlandet, ikke mindst fordi ROSA/MXD er gode til at samarbejde med pressen om netop denne type dækning.

Læs mere fra vores dækning af koncerterne og seminarerne her.

Årets DMA nomineringer

Flere prisuddelinger er under opsejling. Vi slipper ikke for dem. Hell, vi har jo selv en MyMusic.dk Legatuddeling på vej. Men nu er DMA07 nomineringerne altså offentliggjort og en håndfuld af de mest fremtrædende danske bands kan den 3. marts gå hjem fra KB Hallen i København med en taske fyldt med statuetter.

Tre bands deler førertrøjen med hver 7 nomineringer, navnlig Mikael Simpson, Nephew og VETO. I skyggen af de tre står sørme Kim Larsen & Kjukken, Nik & Jay og Thomas Helmig med hver deres 4 nomineringer. Derudover spænder nomineringerne bredt fra Michael Falch til Oh No Ono til Johnson - og det kan vi jo kun glæde os over. Herligt med bredde, overraskelser og vovemod.

IFPIs formand Jens-Otto Paludan er da også stolt over den farverige liste: "Med i alt 27 forskellige navne på nomineringslisten, kommer vi virkelig vidt omkring på den frodige danske scene ... DMA er en levende illustration af, hvor meget der sker i musikken lige nu."

Så bliver det spændende at se, om de 30 håndplukkede, uafhængige jury-medlemmer fra magasiner, dagblade, detailhandel, radio og tv har turdet tage livtag med bredden i deres egne nomineringer og rent faktisk kaster DMA statuetterne efter kunstnere, der skiller sig ud fra mængden. Personligt tror jeg, at d'herrer Simpson, Kvamm og Abrahamsens kaminhylder vægrer sig ved udsigten til, at skulle bære vægten af 4-5 DMA priser hver. Hvilket de jo nok kommer til.

I alt 74 nomineringer er offentliggjort, ud af hvilke de 46 er rettet mod uafhængige danske og skandinaviske pladeselskaber. Især Playground har fat i den lange ende med 17 nomineringer (mestendels pga. VETO). Til sammenligning står de to major labels Universal og Warner for kun 4 nomineringer hver. Herligt.

Du kan overvære kalaset den 3. marts på enten DR1 eller i KB Hallen. Og du kan se en samlet liste over nomineringer, kategorier og kunstnere på www.pladebranchen.nu

13 januar 2007

citat: Peter Jenner

It has pissed me of for the last 40 years. Any artist, who is managed into one of the big labels should sue their managers.

The labels business models are contradictory: why can't a band, who is succesful in their own country, not be sold in another country? Because it
might not be a succes. And why can't they be signed to another label in that country? Because it might be a succes!

If you're finally succesful, they'll turn you into a freak. It's apauling.

Peter Jenner varmer op på seminar, Eurosonic.

11 januar 2007

Nytår for musikeksporten


Godt nytår til alle med ambitioner om at banke deres musik ud over de danske grænser. MyMusic.dk tager hul på året med klare mål og forventninger. 2007 starter således med støvregn og halsbetændelse i Groningen, Holland og fortsætter derefter til Midem i Cannes.

Vi følger MXDs bestræbelser i musikeksporten tæt, mens vi selvfølgelig også er i gang med at eksportere os selv. Året starter lovende.

09 januar 2007

Manden, der gav mottoet "vær dig selv" kamp til stregen

Stort Tillykke til det firedimensionelle alias, det tynde hvide hologram, hr. Bowie - mr. David Robert Jones, manden som faldt ned på jorden og for nogle år tilbage blev udnævnt som den mest indflydelsesrige musiker nogensinde af 150 musikerkolleger. Nogle af kollegerne er måske plaget af korttidshukommelse, men der er noget om snakken om manden, der - bortset fra det sære porcelænsgebis - tog det småborgerlige ud af mottoet "forandring fryder".

Gaffa tilegner ham ugens artikel i gaffa-pedia, hvor du kan fylde tomme huller eller supplere med bonusviden. Her på kontoret er vi lidt konservativt - trods anerkendelsen af især albummene "Outside" og "Heathen" - blevet enige om at hylde perioden 1971-1980 med post-Berlin-albummet "Scary Monsters" fra 1980 som vores mest entydige bud på et mesterværk.

Hvad er jeres favorit Bowie-album og hvorfor?

HUSK! Temaaften i aften tirsdag på DR2 fra kl. 20:30. Og det er om at få det set, for genudsendelsen kommer ifølge DR allerede d. 13 december 1971. Ikke engang fødselaren er vist så relativ.

08 januar 2007

Entakt deler vandene

Jonas Willumsen håbede i interviewet med Rasmus Ardahl, at Entakts debutalbum "Træerne Vokser Ind i Himlen" ville dele vandene. Han fik sit ønske opfyldt med de første anmeldelser i gratisaviserne her til morgen.

"Musikken bliver ikke mere vedkommende af at være kompleks, hvis ikke råvaren har appel og relevans" - skriver Anders K. Sørensen i Urban og uddeler 2 ud af 6 hatte. "... en debut som afspejler et svimlende højt ambitionsniveau og en knivskarp, raffineret præcision" - skriver Nicolai Bølstad for Soundvendue i Metroexpress og uddeler 6 ud af 6 hatte.

06 januar 2007

Historien om Apples iPod

Se den spændende historie om Apples iPod og den enorme udvikling Apple har været igennem - ikke mindst takket være Steve Jobs tilbagevenden til det firma han stiftede i 1976.

“They look so good that you kind’a want to lick them” siges der bl.a. om Apples første iMac, meget sigende for Apples store fordel – designet.

Se det på Google Video fra Discovery Channel.

05 januar 2007

DR mod åbne standarder

Mens vi venter på, at Bibliotekernes netmusik lægges om til åbne standarder og ikke fortsætter som en offentligt finansieret favorisering af Microsoft, er der gode nyheder andetsteds.

DR har nemlig underskrevet en kontrakt med Kulturministeriet, der blandt andet forpligter public service-stationen til at benytte åbne standarder på hjemmesiden dr.dk.

Kravet om åbne standarder skyldes, at ikke alle brugere kan tilgå alle tilbudene på DR hjemmeside uden problemer. Der har blandt andet været problemer med streaming af filer og opsætning af net-tv hos Mac- og Linuxbrugere.

Hos DR er man glad for, at stationen bliver formelt forpligtet til at favne bredere og øge tilgængeligheden:

- Vi har længe været opmærksom på problemstillingerne, hvor der især har været knas med dr.dk tv-udsendelserne. Mac- og Linuxbrugere kan godt se vores programmer, men det er ret bøvlet at få til at fungere på Linux, siger udviklingschef for nye medier, Erik Henz Kjeldsen.

Medieaftalen løber fra 2007-2010, men rummer intet krav om, at TV 2 skal til benytte sig af åbne standarder på sin hjemmeside. Læs mere her.

Kilde Computerworld.dk

02 januar 2007

Velkommen til et nyt fildelingsår

Tak til Piratgruppen for at tilbyde mig at starte community-året 2007 med Saddams hængning i fuld længde. Men ellers tak for tilbuddet. Den lille fil rummer ellers flere kvaliteter, end jeg umiddelbart kunne se. Som talsmand Claus Pedersen udtrykker det i Piratgruppens pressemeddelelse:

"Vi havde en god diskussion om hvorvidt vi skulle opreklamere linket, og vores konklusion var at det på god vis illustrerer den omfattende censur vi udsættes for. I Danmark har vi senest fået allofmp3-dommen, hvor danske internetforbrugere nægtes adgang til en udenlandsk side som er lovlig i dens hjemland. I Kina medvirker både google og yahoo til internetcensur, og det vil vi gerne sætte fokus på med denne sag."

Med Saddams henrettelse har vi fået klart fokus på kinesisk censur og den danske fogedrets afgørelse over den russiske fildelingstjeneste.

Laveste fællesnævner
Nej, vel? Der bliver snarere sat fokus på de manglende mellemregninger i Piratgruppens argumentation. Og på en i øvrigt stigende tendens til at overdrive deres sammenligninger ud over kanten af det saglige.

Piratgruppen modarbejder den eksisterende lovgivning om immateriel ret og copyright. Man sætter dermed de tekniske muligheder og den menneskelige nysgerrighed over grundlæggende rettigheder. Alt skal være tilgængeligt og hovedsagen er, at det er i brugerens interesse. Men hvor langt skal man strække loven for brugerens skyld? Kan og bør man vise mord - eller er det kun de statssanktionerede?

Brugerens nysgerrighed er hævet over menneskelige rettigheder - ikke kun ophavsretten, men også af mere uskrevne rettigheder som privatlivets fred - er det den nye brugergenererede moral? Piratgruppens argumentation er ikke andet end legitimering af en runde morbid paparazzi.

Say cheeeeseburger
Svenskeren Theo Hären holdt et oplæg på Innovation Labs seminar om side-effekterne ved brugergenereret produktudvikling. Hans pointe var, at jo flere brugere, der kommer i et community, desto større er sandsynligheden at individer i fællesskabet kan bidrage med noget genialt.

Men sandsynligheden vokser også for, at de kun kan blive enige om to ting: at cheeseburgeren skal være billigere og at der skal være underholdning. Er det ensbetydende med, at det er godt? Vil cheeseburgeren ikke bare blive dårligere? Skal et community sætte en redaktionel styring på linjen for at tilfredsstille brugerens ønsker?

Fildeling - en lovlig løsning?
Vi siger farvel til et 2006, hvor MyMusic.dk blev spurgt - om og om igen - om vi er svækket af konkurrencen fra MySpace. Svaret blev under hele året: nej, vi er tværtimod styrket af interessen, som i den grad er smittet af.

Vi ser frem til et 2007 med esser i ærmerne rundt omkring. ROSA kigger på mulighederne for at styrke deres tilstedeværelse på nettet. Flere dagblade rør på sig. DR satser ifølge general Plummer stort på et nyt, interaktivt site for unge med inddragelse af radio, dab, mobil og tv. MyMusic.dk relancerer selv på dansk grund i april og internationalt senere på året.

Det er afgørende for os på MyMusic.dk, at fildelingen - 18,75 sange i minuttet - foregår lovligt og i forsøget på at finde nye forretningsmodeller. Det gør vi i øjeblikket sammen med KODA og det bliver også den vej, vi kommer til at gå internationalt - dog med det klare håb, at MyMusic.dk ikke skal straffes og sættes tilbage i udviklingen, blot fordi vi spiller med åbne kort og lovlige midler.

Vi glæder os til at sætte præg på musikken i Danmark i 2007 og at tage fildelingen i nye retninger. Altid med brugeren for øje. Men ikke for enhver pris.

Den nye licens

Så er det slut at fedte sig afsted på s/h- eller radiolicens!

Fra den 1. januar er der indført en ny licens - altså en medieafgift, som omfatter alle apparater, der er i stand til at modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester herunder pc’er samt visse mobiltelefoner og PDA’er.

Ifølge Comon.dk slipper man ikke for at betale licens, selv om man ikke kan modtage DR. Dermed har licensafgiften aldrig ramt en bredere befolkning, men med DRs udbud på de involverede medietyper er det vel også i orden?

Læs om den nye licens på computerworld.dk her eller lær den at kende på DRs hjemmebane her.

Nytårsknald med Kvinder der gør noget ved musikken

Ak ja, så sprang vi ind i endnu et nyt år med alle de for- og bagsæt en sådan tilbagevendende begivenhed inviterer til. Selv var jeg traditionen tro inviteret til fyrværkeri og festivitas i den bedste gymnasievennekreds, hvor kanonerne –as always– stod skarpladte med spredehagl i diverse musikdiskussioner. Aftenens tungeste skyts handlede netop om musikkanonen. Til stor (og legesyg!) provokation af undertegnede påstod min så- og selvkaldte »feministiske« veninde med massiv opbakning fra d’herrer tøsedrengene i selskabet ;-) at der groft sagt ikke findes inspirerende og vægtige kvinder på det musikalske marked. Det kan –ifølge »feministen«– højest blive til et par dyre stilfulde damer uden særlig meget andet end sig selv på hjertet; og hun var ydermere tilbøjelig til at udbrede perspektivet til ’i kulturlivet generelt’. Næste skridt ud ’i verden som sådan’ ligger jo snublende nær.

Lad mig straks indrømme så meget som at min forbilledlige (og i parentes bemærket også yderst ’stilfulde’) veninde taler med en sproglig behændighed og et skarpt intellekt, der altid argumenterer godt og grundigt for sin sag. Præcist derfor modargumenterede hun jo sådan set sig selv i vores sprængfarlige nytårsdebat om de berygtede fraværende kvindelige forbilleder. For selvfølgelig er de der, Kvinderne, med stort K for Kraftfulde, og min veninde er så afgjort én af dem. Nej sagen er snarere den, at vi ikke er vant til at kigge efter dem som særlig meget andet end den stilfulde toiletdørs røde D for Dyre Damer. Hvad denne toiletdør åbner ind til er – ganske rigtigt – trivielt, banalt og som regel røvhamrende kedeligt. Men heldigvis vælger man selv hvilke nøglehuller, man lurer igennem og mere end det: man kan træne sit blik, så man ender med at få noget, der tangerer 'udsyn med indsigt'.

Første øvelse kommer her i form af et link til en Kvinde, der må siges at være helt med på noderne i mere end én kontroversiel forstand. Lur lige smagsdommer Leonora Christina Skovs udpegning af albums anno 2006, Thumbs Up!