Og når nu Radiohead har fået sat gang i de små grå (både dem mellem ørerne og dem, der sidder bag skrivebordene hos de etablerede pladeselskaber), så kan det måske være interessant at kaste et hurtigt blik på et emne, der prægede de fleste af paneldiskussionerne på Popkomm.
360°-modellen.For dem der ikke er bekendt med
”360°-modellen” eller ”360°-kontrakten”, kan den i ganske grove træk beskrives som pladeselskabernes forsøg på at møve sig ind på markedsområder, de i en stribe årtier har holdt sig fra, nemlig booking, management, merchandisesalg - og hvad der ellers kan være forbundet med koncertvirksomhed. Det mest kendte eksempel er vel nok Robbie Williams, der har skrevet under på en kontrakt, der giver hans pladeselskab EMI en betragtelig procentdel af hans indtjening ved koncerter. Men modellen er noget mere nuanceret end som så.
De mindre pladeselskaber gør det allerede; varetager deres artisters interesser som både management, booking og label. I mange tilfælde af ren og skær nødvendighed, i andre tilfælde for at være tættere på deres bands. De større pladeselskaber, som nu er ved at hoppe med på bølgen, gør det for at tjene nogen af de penge, de mener de går glip af ved det sløje cd-salg. Ikke kun på Popkomm er det en anerkendt betragtning, at cden i dag er appetitvækkeren, der skal få fans til at grovæde koncerter og merchandise. Man kan gå skridtet videre og sige at cden er lidt ligegyldig - du downloader jo alligevel albummet over LimeWire, ja du gør! Et godt eksempel er The Police; hele deres bagkatalog kan erhverves (lovligt!) for under 1000 kroner, hvorimod de bedste billetter til bandets seneste verdensturné gik for op mod 5000 kroner.
Universal Music opkøber mindre pladeselskaber, skiller sig af med de dele af nyerhvervelserne de ikke kan bruge (= labeldelen) og implementerer selskabernes booking-, management- og merchandiseafdelinger i maskineriet, så de kan finde ud af hvordan pokker de skal tjene penge på deres kunstneres storsælgende turnéer.
Men det er vel egentlig også meget fair, ikke? Når nu det er pladeselskaberne der har gjort forarbejdet og markedsført kunstnerne, men kun kan læne sig tilbage og se hvor få cder de sælger, på trods af den intensive tourvirksomhed. Som en af paneldeltagerne, Carol von Rautenkranz (LADO Musik), påpegede, så er 360°-modellen den eneste måde at overleve på som label;
”You benefit from careers and not just cd sales”. Hvilket går meget godt i spænd med det tilbagevende Popkomm-mantra; pladebranchen er død, men musikbranchen har det bedre end nogensinde.
