30 august 2006

Fremtiden er elektronisk. Hvor elektronisk er du?

Vi søger skribenter til vores electronica-redaktion. Som medlem af redaktionen kommer du til at arbejde under redaktør Jan Jørgensen, som er med til at sætte dagsordenen for den lidt mere radikale elektroniske scene, som er på vej ud af skyggen af snart et årtis downbeat/vellyds-dominans.

Arbejdet i redaktionen er frivilligt og kræver en vis portion idealisme under frie. Du vil være velkommen til at have din daglige gang på kontoret i Pilestræde/Kbh. sammen med resten af redaktionen og du vil have MyMusic.dks opbakning, hvis du vælger at starte nye tiltag.

Som skribent forventes det til gengæld af dig:

- at du har en modig, egen og flydende pen, der både på album og til koncerter kan komme ud i de konstruktive hjørner
- at du er villig til at tage op mod 2 månedlige anmeldelsesopgaver.
- at du er selvstændig, men med god sans for holdarbejde
- at du kan deltage i vores halvårlige redaktionsmøder

Vi glæder os til at høre fra dig på jan@mymusic.dk eller redaktion@mymusic.dk og du kan fange os i kontortiden på 3255 1002.

M

Ny server på vej!

Som nogle nok har opdaget, har MyMusic.dk ikke kørt optimalt den sidste tid. Det hele blev blot meget værre da vores webserver valgte at stå helt af for et par uger siden, hvorfor siden nu kører på en midlertidig løsning.

Nedbruddet har gjort at vi nu har fremskudt en planlagt opgradering og bestilt en ny kraftmaskine hos Dell. Vi snakker nyeste Dual Core processor, spejlede SAS diske og en stor spandfuld RAM.

Siden forventes at køre (meget bedre) på den nye maskine i løbet af 3. uge i september - indtil da håber vi på jeres fortsatte forståelse :)

Ciao!

28 august 2006

Hvem kan sove i Berlin?

Baby, jeg er din
Hvem kan sove i Berlin...

Nordstrøms ørebasker er svær at få skyllet ud igen, når den først har sat sig. Men de færreste ved måske, at dele af teksten er hentet fra den elitære fyldebøtte og stjernedigter,Tom Kristensen (Hærværk, Fribytterdrømme etc.) - her i et par quotes fra digtet Nat i Berlin 1921:

Min fornuft er som et vindue,
der i blæst slår op og i.
Bare ikke disse heste
evig jog og jog forbi

Endeløse tog af drosker,
varskoråb og kvindehvin!
Denne by er fuld af kvinder.
Hvem kan sove i Berlin?

Kvindelæber, hestemuler,
Åben mund og krænget grin.
Denne by er fuld af syner.
Hvem kan sove i Berlin?

Det er ikke ligefrem Baby jeg er din. Men Tom K. er et fantastisk sted at finde tekst- og rimbrokker (- hvilket også det nu hedengangne Tom K.-projekt, Glimtvis, var et eksempel på).

Find hele det mesterlige digt med tilhørende analyse her.

Tilbage fra ferie

Efter en fantastisk og ruinerende tur til bils gennem Toscana til Rom er jeg tilbage på kontoret til gode nyheder. Der er trykt t-shirts til vores brugeranmeldere, der er opkøbt nye stilige kontorborde (fra et reklamebureau, der manglede penge), live-redaktøren er blevet ansat og vi har fået en ny svensk-amagerkansk programmør! Fantastisk - vi er klar til efteråret.

10 august 2006

Supporten Greatest Hits

Jeg kender flere, der har arbejdet på supporten hos TDC. De fleste af dem er sådan set glade nok for det, når de starter, men hurtigt udvikles et mildest talt anstrengt forhold til kunderne. Ikke så meget gennemsnitskunden, der bare lige har et hurtigt spørgsmål og derefter takker pænt og går videre i dagens program. Nej, de rigtig slemme er de folk, som lader til at være trådt ud af en våd 1800-talsfrokost uden det mindste kendskab til hverken computere eller almindelig sund fornuft.

Den slags folk skriver også ind til supporten her på MyMusic.dk. Et lille udpluk findes herunder – selvfølgelig anonymiseret. Der følger mere ved senere lejligheder.

1.
Hejsa.
Mit navn er Jørgen, jeg er "band" på jeres side!

Har tjekket jeres hjælp, men uden held!

hVORDAN UPLOADER JEG MINE MP3 ?
Tak på forhånd


2.
Hej Support

Jeg oplever noget mærkeligt med jeres side: Jeg kan sagtens komme på fra mit arbejde men hjemmefra får jeg en "siden kan ikke vises". Det sker sjovt nok kun med jeres side. I har da vel ikke blokeret IP adresserne fra Amager, vel? ;-)

Hilsen
Poul


3.
Jeg kom til at slette alle mine singler i et svagt øjeblik. Måske var det ikke så smart alligevel.... Kan de genoprettes?

Mvh Thomas


4. (Som svar på den automatiske kvitteringen for albumkøb):
ok
Tak for det
Skal jeg ringe og give besked, når jeg har oprette et album ?

MVH
Lars F


5.
Jeg er en travl mand. Er der Kodapenge at hente, for de downloads, jeg får på numrene?
Koster det 300kr Pr nummer?
John/xxxxx


Det var en lille forsmag – fremover vil jeg i ny og næ samle lidt guf fra support@mymusic.dk og kaste i grams til jer. Jeg er startet fra bunden af mailboksen - og der er meget lang vej endnu, så mon ikke der kommer flere af de gode?

07 august 2006

Oppe igen (vi beklager)

Siden søndag engang, indtil nu (mandag den 7. aug. kl. 8:20), har vi desværre været offline. Dette skyldes at vores host havde lavet "en smutter", som de sagde.

Vi beklager og håber ikke det har ødelagt jeres weekend ;)

01 august 2006

Job: ASP.Net programmør søges

Vi giver den gas og søger en ny mand/kvinde - gerne fra MyMusic.dk:

Til videreudvikling af bl.a. Danmarks største musikside MyMusic.dk, søger vi en frisk ung programmør med kendskab til ASP.Net. En masse erfaring er ikke noget krav, men det er lysten til at påtage sig ansvar for spændende opgaver, til gengæld.

Se mere om jobbet på: http://www.dotweiser.com/job/ og giv dine programmørvenner et prej - tak :)

HI-FI til alle

Lige hjemvendt fra ferie, er der fuld knald på siden. Ud over afslutningen på TV-2 remix konkurrencen og starten på OpTour 2006 afstemningen, har vi gjort det muligt for alle at afspille (streame) i "HI-FI" kvalitet. Dvs. at man ikke behøver være logget ind for at afspille sange i den bedste kvalitet.

Tiltaget sker efter flere henvendelser og overvejelser. Den korte konklusion er at det er bedre at give folk den fulde oplevelse fra starten, end at prøve at tvinge dem til at tilmelde sig.