Vi er alle i samme båd, men er vi alle også i samme band?
Spot 2008 er netop overstået, og med det endnu en glædelig oplevelse af, hvor mange virkelig gode bands Danmark egentlig har for tiden. Det er måske ikke alt sammen international klasse, som kan få den store Rolling Stones-journalist David Fricke til at marinere i sine trompetbukser (og hvor indflydelsesrig er den mand egentlig overhovedet på den store skala?), men mindre kan vel også gøre det. Nej i 2008 er det ikke længere et spørgsmål om Danmark har talenter nok til en såkaldt talentfestival, det er mere et spørgsmål om, hvorvidt det ikke er lidt besynderligt at alle talenterne synes at spille i mindst 10 bands hver.
Engang var det sådan, at ens band var ens hjerteblod. Det var her al energien blev lagt, herudfra drømmene opstod og for dette ville man sælge sin mor (lige indtil bandet gik i oplysning og man startede et nyt selvfølgelig). I år havde jeg flere gange oplevelsen af at spørge til et band og så få et svar tilbage alá ”det er superfedt, det består nemlig af en Figurine, en halv I Got You On Tape og to Diefenbacher”. Jeg så fire koncerter med fire forskellige bands hvor den samme cellist havde sneget sig med i alle konstellationer, og det var bare hvad jeg så. Hvem ved hvor mange andre bands vedkommende var med i!? Det minder mere om den gode gamle ”kast en masse lort op på væggen og se hvad der bliver hængende”, end et erklæret mål med et enkelt projekt som betyder alverden.
Selvfølgelig er det et meget godt trick i forhold til indkvartering, at man kan nøjes med 50 sovepladser fremfor 500, men allligevel virker det absurd med alle de talentprædikater, når der så åbenbart alligevel ikke er flere talenter end at de alle er nødt til at spille så mange koncerter for at få scenerne til at blive fyldt op. Dette er ikke et forsøg på at sige ”et band til hver og det er det, tak!”, den slags restriktioner ville være ligegyldige og sikkert også betyde at en masse fantastisk musik aldrig ville komme i nærheden af øregangene, men er det virkelig sådan i dag, at det at spille i band er så flygtigt, at man er ligeglad med hvordan man slå i gennem, bare man slår i gennem på en eller anden måde? Er det lige meget om det er Are We Brothers eller The Gypsies? Eller er det bare sådan i dag, at musikerne har så uendeligt meget på hjerte, at det simpelthen bare ikke kan være i et enkelt band?
Jeg samlede engang på tegneserier, men stoppede da der kom så mange cross-overs (forskellige tegneseriefigurers gæsteoptrædender i andre blade), at jeg var nødt til at købe en fældet regnskov hver måned. Jeg har det lidt på samme måde med musik. Jeg vil vide hvori hjerteblodet ligger for hver enkelt, og så lægge mit fokus der. Det lan jo ikke passe at hele Danmarks talentscene er en stor omgang Travelling Wilburies!?
Lige en sidste ting. Jeg så Wong Boys på Spot 2008, det er SUPER fedt! Det består af én Frank Ziyanak (eller hvordan man nu staver det) og én Lillebror Kvamm. De to må for min skyld gerne spille i 30 bands hver.
Engang var det sådan, at ens band var ens hjerteblod. Det var her al energien blev lagt, herudfra drømmene opstod og for dette ville man sælge sin mor (lige indtil bandet gik i oplysning og man startede et nyt selvfølgelig). I år havde jeg flere gange oplevelsen af at spørge til et band og så få et svar tilbage alá ”det er superfedt, det består nemlig af en Figurine, en halv I Got You On Tape og to Diefenbacher”. Jeg så fire koncerter med fire forskellige bands hvor den samme cellist havde sneget sig med i alle konstellationer, og det var bare hvad jeg så. Hvem ved hvor mange andre bands vedkommende var med i!? Det minder mere om den gode gamle ”kast en masse lort op på væggen og se hvad der bliver hængende”, end et erklæret mål med et enkelt projekt som betyder alverden.
Selvfølgelig er det et meget godt trick i forhold til indkvartering, at man kan nøjes med 50 sovepladser fremfor 500, men allligevel virker det absurd med alle de talentprædikater, når der så åbenbart alligevel ikke er flere talenter end at de alle er nødt til at spille så mange koncerter for at få scenerne til at blive fyldt op. Dette er ikke et forsøg på at sige ”et band til hver og det er det, tak!”, den slags restriktioner ville være ligegyldige og sikkert også betyde at en masse fantastisk musik aldrig ville komme i nærheden af øregangene, men er det virkelig sådan i dag, at det at spille i band er så flygtigt, at man er ligeglad med hvordan man slå i gennem, bare man slår i gennem på en eller anden måde? Er det lige meget om det er Are We Brothers eller The Gypsies? Eller er det bare sådan i dag, at musikerne har så uendeligt meget på hjerte, at det simpelthen bare ikke kan være i et enkelt band?
Jeg samlede engang på tegneserier, men stoppede da der kom så mange cross-overs (forskellige tegneseriefigurers gæsteoptrædender i andre blade), at jeg var nødt til at købe en fældet regnskov hver måned. Jeg har det lidt på samme måde med musik. Jeg vil vide hvori hjerteblodet ligger for hver enkelt, og så lægge mit fokus der. Det lan jo ikke passe at hele Danmarks talentscene er en stor omgang Travelling Wilburies!?
Lige en sidste ting. Jeg så Wong Boys på Spot 2008, det er SUPER fedt! Det består af én Frank Ziyanak (eller hvordan man nu staver det) og én Lillebror Kvamm. De to må for min skyld gerne spille i 30 bands hver.
Skrevet af Jannik Tai Mosholt |
5 Comments:
Det er en sjov observation du gør dig her. Du har selvfølgelig generaliseret lige lovligt meget for at skæren pointen ud, men der er selvfølgelig noget om snakken.
Det jeg tænker umiddelbart, er at der er ved at ske en integration mellem den danske rockscene og den danske jazzscene. Ikke kun at der er flere genreblandinger, men også at flere musikere gør sig i begge 'lejre'.
Og en af de sideeffekter af dette paradigmeskifte (væk fra genreisolerede subkulturer) er at rockmusikere i stil med jazzmusikere i højere grad skifter rundt i forskellige bandkonstellationer.
Det medfører også at en større del af rockmusikerne nu kan være levebrødsmusikere og vi bevæger os væk fra det lidt ensidige billede af rockbandet som dem der kommer fra den samme provinsby, har stået i øvelokalet i 5 år og som ved held blev spottet af den 'rigtige' A&R.
Jeg synes ikke denne ændring nødvendigvis er dårlig, der eksisterer jo stadig masser af musikere som hengiver sig til et projekt af gangen. Og det der gør en musikscene levende er i mine øjne alsidigheden. Vi skal ikke forfalde til at der kun findes en slags 'rigtig' musiker, det ville virkelig være sørgeligt.
Angående den cellist du omtaler som eksempel kan man jo forestille sig, at strygere i mange tilfælde ikke er medlem, men derimod er mere eller mindre permanent hyret. Denne cellist er måske blevet anbefalet af et band, og derigennem har fået kontakt til flere bands fra samme miljø og omgangskreds...
Angående musikere der er med i mange bands kan man nemt få den tanke, at der bare skydes til højre, venstre og især opad for at ramme en pladekontrakt eller få fodfæste på en større musikalsk platform. Man mistænker måske denne moderne musikergeneration for i højere grad at sigte efter bred anerkendelse end at realisere sig selv og sin musik, når nu de skyder i alle retninger med det ene og det andet projekt indtil de måske rammer noget, der falder i manges smag. Betegnelsen 'sideprojekt' antyder også, at man måske ikke ligefrem lever, ånder og græder tårer for denne musikproduktion, og ser man på fx SPOT-festivalen den samme musiker i flere konstellationer kunne man få en dump følelse af, at disse mange gengangere umuligt kan udfylde så mange projekter, måske fordi vi ikke kan forholde os til, at mennesker har mange sider, der ikke alle kan komme til udtryk på én gang og i samme omgivelser.
En forklaring på hvorfor mange af nutidens musikere står med 10 fødder spredt over diverse SPOT-scener i løbet af den forgangne weekend kan være, at man som bandmedlemmer hurtigt får opbygget en form for roller, adfærdsmønstre og normer inden for fællesskabet - det være sig fx hierarkisk (hvem skriver sangene, hvem bestemmer etc.) eller fælles, indforståede tendenser til at bygge sange op på en bestemt måde (fx genre, form, instrumentering, arrangement, musikalsk udtryk). Ofte har en musiker dog ikke kun en idé om hvilken musik man vil skabe, så jeg ser intet problem i at man danner mere eller mindre projektorienterede fællesskaber. Fx kunne en musiker så at sige få sine behov stillet ved at være med i et band der har fælles interesse for elektronika og ligeledes et band der spiller mere rock'et. Måske kan man også lære noget af at være en bærende kraft i et band og blot backingmusiker i et andet, hvilket jeg selv har lært meget af, og hvis man spiller flere instrumenter er det også lettere at fordybe sig i begge, hvis de knyttes til forskellige bands. Man får gennem forskellige konstellationer eksperimenteret med sin egen såvel musikalske som medmenneskelige, sociale identitet, hvilket jeg vil mene kunne sammenholdes med Hans-Jørgen Nielsens såkaldte 'attituderelativisme'.
De efterhånden svundne tiders hjertebarnsbands kan både medvirke til, at der knyttes tætte bånd mellem en lille gruppe mennesker, men de kan også være forfærdeligt konserverende, og man kan føle sig låst fast i en rolle, som man ikke umiddelbart er i stand til at kaste fra sig, fordi den på sin vis er den identitetsskabende faktor i bandsammenhængen, og netop disse vedblivende roller kan være selve årsagen til, at man føler sig som et sammentømret band, der kender hinanden rigtig godt.
Ligesom tosomhed blandt kærestefolk kan udvikle sig til irritation og tomgang pga. mangel på ydre påvirkning kan band'somheden ligeledes medføre at man bliver godt og grundigt træt af hinandens dårlige vaner, og derfor ser jeg kun positivt på musikalske åndehuller, hvor musikere kan prøve sig selv af på forskellige fronter.
Hørt! Jeg tolker det dog på lidt anden måde.. For mig siger det mere noget om musik kulturen i dag - at det måske mere handler om at have kontakter mm. i orden for at få muligheden for at spille de større jobs.... det tror jeg. Enten det eller at den slags bands der er opstået på baggrund af fusion på fusion og altså ikke på grund af et tydeligt fælles mål måske i højere grad ender op med at lave mere tidstypisk og strømlinet musik som dermed favner bredere.
Spørgsmålet om hvorvidt hjerteblodet nu også ligger i de syv bands man er med i ved siden af synes jeg er bundaktuelt, men netop set i lyset af de bands Spot diskede op med i år synes jeg det andet er mindst lige så interessant .
Fin artikel!
Jeg foreslog netop denne model i 2004 og kaldte det 'Meltdown'. Der er ingen bands, kun een stor sammenflydende pærevælling af en subkultur, hvor alt er midlertidigt.
Det kan være udtryk for 'Slå igennem til en hver pris'. Men det kan også være udtryk for, at de enkelte egoer træder i baggrunden til fordel for det kreative produkt.
Phileas
Det er faktisk et virkelig godt diskusions emne. Og giver faktisk folket ret på de fleste punkter. Jeg synes dog man skal passe på med at se alt for dystert på at de unge mennesker spiller i flere bands idag. 1. man bliver jo ihvertfald ikke nogen dårligere musiker af at spille med andre 2. flere forskellige input giver vel alt andet lige flere outputs 3. ER de unge mennesker idag ikke bare mere søgende og zappende - hænger ikke sin hat mere fast end at den kan tages hurtigt på igen og videre? 4.Der er i høj grad vel ved at ske en overgang mellem (alt for) mange opdelinger af ex. rockmusik genren og bliven ti en stor masse igen - de fleste genrer ligner jo efterhånden hinanden så man lige så godt kunne "slå dem sammen" og derved opstår måske en ny nutids "alm." rock genre... Forstår jeg selv hvad jeg skriver??? ;0) men skisme et godt emne og nogle velskrevne svar indtil nu :0)
Send en kommentar
<< Home