Vi er alle i samme båd, men er vi alle også i samme band?
Spot 2008 er netop overstået, og med det endnu en glædelig oplevelse af, hvor mange virkelig gode bands Danmark egentlig har for tiden. Det er måske ikke alt sammen international klasse, som kan få den store Rolling Stones-journalist David Fricke til at marinere i sine trompetbukser (og hvor indflydelsesrig er den mand egentlig overhovedet på den store skala?), men mindre kan vel også gøre det. Nej i 2008 er det ikke længere et spørgsmål om Danmark har talenter nok til en såkaldt talentfestival, det er mere et spørgsmål om, hvorvidt det ikke er lidt besynderligt at alle talenterne synes at spille i mindst 10 bands hver.
Engang var det sådan, at ens band var ens hjerteblod. Det var her al energien blev lagt, herudfra drømmene opstod og for dette ville man sælge sin mor (lige indtil bandet gik i oplysning og man startede et nyt selvfølgelig). I år havde jeg flere gange oplevelsen af at spørge til et band og så få et svar tilbage alá ”det er superfedt, det består nemlig af en Figurine, en halv I Got You On Tape og to Diefenbacher”. Jeg så fire koncerter med fire forskellige bands hvor den samme cellist havde sneget sig med i alle konstellationer, og det var bare hvad jeg så. Hvem ved hvor mange andre bands vedkommende var med i!? Det minder mere om den gode gamle ”kast en masse lort op på væggen og se hvad der bliver hængende”, end et erklæret mål med et enkelt projekt som betyder alverden.
Selvfølgelig er det et meget godt trick i forhold til indkvartering, at man kan nøjes med 50 sovepladser fremfor 500, men allligevel virker det absurd med alle de talentprædikater, når der så åbenbart alligevel ikke er flere talenter end at de alle er nødt til at spille så mange koncerter for at få scenerne til at blive fyldt op. Dette er ikke et forsøg på at sige ”et band til hver og det er det, tak!”, den slags restriktioner ville være ligegyldige og sikkert også betyde at en masse fantastisk musik aldrig ville komme i nærheden af øregangene, men er det virkelig sådan i dag, at det at spille i band er så flygtigt, at man er ligeglad med hvordan man slå i gennem, bare man slår i gennem på en eller anden måde? Er det lige meget om det er Are We Brothers eller The Gypsies? Eller er det bare sådan i dag, at musikerne har så uendeligt meget på hjerte, at det simpelthen bare ikke kan være i et enkelt band?
Jeg samlede engang på tegneserier, men stoppede da der kom så mange cross-overs (forskellige tegneseriefigurers gæsteoptrædender i andre blade), at jeg var nødt til at købe en fældet regnskov hver måned. Jeg har det lidt på samme måde med musik. Jeg vil vide hvori hjerteblodet ligger for hver enkelt, og så lægge mit fokus der. Det lan jo ikke passe at hele Danmarks talentscene er en stor omgang Travelling Wilburies!?
Lige en sidste ting. Jeg så Wong Boys på Spot 2008, det er SUPER fedt! Det består af én Frank Ziyanak (eller hvordan man nu staver det) og én Lillebror Kvamm. De to må for min skyld gerne spille i 30 bands hver.
Engang var det sådan, at ens band var ens hjerteblod. Det var her al energien blev lagt, herudfra drømmene opstod og for dette ville man sælge sin mor (lige indtil bandet gik i oplysning og man startede et nyt selvfølgelig). I år havde jeg flere gange oplevelsen af at spørge til et band og så få et svar tilbage alá ”det er superfedt, det består nemlig af en Figurine, en halv I Got You On Tape og to Diefenbacher”. Jeg så fire koncerter med fire forskellige bands hvor den samme cellist havde sneget sig med i alle konstellationer, og det var bare hvad jeg så. Hvem ved hvor mange andre bands vedkommende var med i!? Det minder mere om den gode gamle ”kast en masse lort op på væggen og se hvad der bliver hængende”, end et erklæret mål med et enkelt projekt som betyder alverden.
Selvfølgelig er det et meget godt trick i forhold til indkvartering, at man kan nøjes med 50 sovepladser fremfor 500, men allligevel virker det absurd med alle de talentprædikater, når der så åbenbart alligevel ikke er flere talenter end at de alle er nødt til at spille så mange koncerter for at få scenerne til at blive fyldt op. Dette er ikke et forsøg på at sige ”et band til hver og det er det, tak!”, den slags restriktioner ville være ligegyldige og sikkert også betyde at en masse fantastisk musik aldrig ville komme i nærheden af øregangene, men er det virkelig sådan i dag, at det at spille i band er så flygtigt, at man er ligeglad med hvordan man slå i gennem, bare man slår i gennem på en eller anden måde? Er det lige meget om det er Are We Brothers eller The Gypsies? Eller er det bare sådan i dag, at musikerne har så uendeligt meget på hjerte, at det simpelthen bare ikke kan være i et enkelt band?
Jeg samlede engang på tegneserier, men stoppede da der kom så mange cross-overs (forskellige tegneseriefigurers gæsteoptrædender i andre blade), at jeg var nødt til at købe en fældet regnskov hver måned. Jeg har det lidt på samme måde med musik. Jeg vil vide hvori hjerteblodet ligger for hver enkelt, og så lægge mit fokus der. Det lan jo ikke passe at hele Danmarks talentscene er en stor omgang Travelling Wilburies!?
Lige en sidste ting. Jeg så Wong Boys på Spot 2008, det er SUPER fedt! Det består af én Frank Ziyanak (eller hvordan man nu staver det) og én Lillebror Kvamm. De to må for min skyld gerne spille i 30 bands hver.
Skrevet af Jannik Tai Mosholt |
5 comments
