Jeg har afmeldt mit abonnement på Politiken. Dråben blev Erik Jensens spild af ¾ side i søndagens kultursektion. Artiklen hed "Ledvogtere i desperationens kulturkamp" - en klumme, hvori Erik Jensen beskriver, hvor travlt han har og hvor mange mails han får fra musikere, som er langt under det stadie, hvor de fortjener opmærksomhed.
Til sidst i klummen får Erik Jensen sat navn på alt det bras, der flyder på hans skrivebord - med en afsluttende svada til Jimmy Løndorff & Springerne:"
Fair nok, Jimmy. Men tro mig. Nogle gange er der en grund til at man ikke bliver anmeldt. Og det er bedst sådan."
Det er åbenbart bedre at blive nævnt i Erik Jensens nedladende søndagsklumme, som i øvrigt optog tekst svarende til 5-7 af bladets mindre anmeldelser. Er det bare mig eller er det arrogant? Kunstneren har sendt materialet ind, fordi de vil gerne have feedback, klar besked. Og gerne saglig besked.
En klæbrig mængde musikere?
Hvis man skal tro artiklen, mener Jensen – i øvrigt i tråd med Brian Mikkelsens og Helge Sanders udtalelser – at der er for mange udgivende kunstnere i landet. De beskrives som tossede, velmenende optimister, der banker på Politikens dør og ringer journalisterne op i tide og utide. Jensen bliver ringet op i artiklens scenarie:
"
Hej, det er Mira Mirabelle fra Verdens fedeste pladeselskab. Jeg vil spørge hvornår I anmelder vores nye cd "Verdens bedste sange" med Verdens bedste band/.../ og så synge de jo nogle totalt fede tekster på dansk.
Mig: "Nå da. Det kan jeg godt se. Det er der heller aldrig andre, der har sagt om deres cd".
Det ligger mellem linjerne, at Erik Jensen beder om selvindsigt fra musikerne. Han vil have arbejdsro. Men skal den ro og den respekt for hans tid ikke komme fra den, der fordeler og leder arbejdet på Politiken? Den kan ikke forventes at komme fra musiklivet. Til gengæld skal Erik Jensen have respekt for læserens tid - hvor travlt han har, interesserer nok de færreste, gonzoprofil eller ej.
Hvad siger man til en musikjournalist, som mener at den danske musikscene, så vital som nogensinde, trænger sig på? Vi udlodder en t-shirt og 5 cd'er for det bedste svar i kommentarerne.
Visionen og den svage formodning
Der er meget dårlig musik. Og meget af det bliver anmeldt. Men hvordan vælger Erik Jensen så den musik, der rent faktisk bliver anmeldt. Han begrunder det selv i en af artiklens passager – fortsættelsen af den lille dialog: "
Dem skriver vi om fordi vi har en svag formodning om at vores læsere gerne vil høre om dem."
I disse fragmenterede tider skal læseren stille sig tilfreds med en svag formodning. Og det alder til at en sådan har erstattet en klar vision. Som om kulturredaktøren lader Jensen, Hygum og Skotte køre deres eget, rutinerede show. Men mere end rutine kalder tiden på at opfange og udtrykke de ændrede vilkår for at indgå i kulturelle sammenhænge. Ved at dække de kulturelle "discipliner" fokuseres der på oplevelserne - ikke på forudsætningerne. De nye stofområder vælges fra - og det går ud over den udvikling, som falder uden for skribenternes umiddelbare kompetenceområder - og uden for deres aldersgruppes indlejrede fascinationer.
De kreative industrierVi befinder os midt i en revolution, som efter min mening kræver en vision for kulturdækningen. De lande, som vi normalt sammenligner os med i EU oplever en sammensmeltning af de kreative industrier – mellem film, audiedesign, teater, web etc..
De kreative industrier anslås til at udgøre 10-12 % af f. eks. UKs BNP og er den hurtigst voksende branche i både UK og Frankrig. Det musikalske vækstlag er i disse lande blandt de afgørende kræfter – i kraft af deres store koncertmæssige aktiviteter, i kraft af primære og sekundære multimediekompetencer og i kraft af den megen tid, de har på hænderne til at forløse visioner og indgå på frivillig basis i kulturelle, kommercielle sammenhænge.
Og så tillader de sig at ringe til Erik Jensen. Han sad jo lige og hørte "Modern Times" med Bob Dylan.
The revolution is not being televised!Og her mener jeg ikke, at Jimmy Løndorff & hans springere i hjemmestudiet tegner sig for 10% af DKs BNP. Men med Erik Jensens artikel får jeg fornemmelsen af, at stress og uvidenhed – og ikke det bevidste fravalg af hensyn til en overordnet vision – danner rammerne for redaktionens dispositioner.
Som abonnent på Politiken har jeg i snart et halvt år slået op i Sektion 2 og kun set sporadiske henvisninger til blogs og hjemmesider. Én faldt over storepatter.dk i selskabelig jubel over navnet. Erik Jensens med et par personlige forsideovervejelser om brug af blogging-fænomenet. Velmenende, men uden sammenhæng og frem for alt - med en meget kortsigtet ambition.
MySpace er blevet det journalistiske buzzword - også nævnt i søndagens artikel som al lortemusikkens redning - nævn det og du har ryggen fri og behøver ikke tage stilling til sitets funktioner eller dets indvirkning på rettigheder, musikerens indtægter osv.. En revolution er i gang og forbrugeren tager uvidende side med de store pladeselskaber, fordi aviser som Politiken ikke
forstår, hvad der sker i den digitale distribution. Redaktionens løsning? At man gør som alle andre. Hænger en hat på Arctic Monkeys, dropper mangfoldigheden og læner sig tilbage i argumentet om tidløs kvalitet.
At Politiken stadig skal forklare sine læsere hvad MySpace er i sig selv en falliterklæring. Det viser, hvor skidt det er gået med at formidle en progressiv forståelsesramme for den revolution vi står midt i: nye formidlingstyper, fildeling, netværktøjer, lovgivning, brugergenererede ideer, web 2.0, rettigheder, social markedsføring, nye samværsformer, Url til Irl, muligheder, tendenser og frem for alt - tidsånd!
Ad hominem?
Har Erik Jensens anciennitet givet ham frie hænder til at publicere alt, hvad han lige tænker og føler? Søndagens artikel og mest af alt - selvfølelsen bag- tyder på det. Læseren synes måske, at jeg går efter personen, ikke efter bolden. Men hvordan kan man andet med den personfikserende relancerede profil, som Politiken ligger for dagen.
Den personificerende gonzo-stil sætter skribenten og oplevelsen i centrum. Hvorfor? For at gøre skribenterne til profiler. Ansigt på og mail-adresse nedenunder signalerer tilgængelighed, åbenhed. Men hvad er det for en åbenhed, når resultatet er et hold stressede journalister, der i stedet for at åbne sig for kulturens signaler, lukker sig inde i sig selv og tæller røde lys.
Medlevende, måske, men med en kulturjournalistisk empati, hvis mål er at beskrive den medfølende selv.
Den kulturelle bjørnetjenesteFor Jensens selvtilfredsstillelses skyld bliver hele underskoven af dansk musik – reelt set den del, som ikke bliver anmeldt af Jensen og kolleger – gjort til en klæbrig masse af uerkendt optimisme. Som redaktør på landets største hjemmeside for musikere arbejder vi hårdt på at gøre denne musik interessant. På et site med mere end 9.600 danske orkestre og 220.000 tilmeldte brugere, er det svært at acceptere sådan en infam ignorance overfor den største kreative råstyrke i dansk kulturliv.
På MyMusic.dk deler en meget stor del af landets musikere deres mp3-filer med 12.000 daglige besøgende for at skabe netværk og for at oparbejde et publikum, som de kan møde på de danske scener. Det er et mylder af musik, som MyMusic.dk arbejder hårdt for at gøre interessant for den nye lytter. Det kan Erik Jensen feje på gulvet med sin vending: ”
Nogle gange er der en grund til at man ikke bliver anmeldt". Simpelthen fordi han trænger til at retfærdiggøre sig. Det er ikke godt nok.
Jeg anbefaler hermed enhver musiker på MyMusic.dk at brænde en demo, skrive en pressemeddelelse og sende den til Erik Jensen. Ring gerne og hør, hvor langt han er kommet i skriveprocessen og hils fra gonzo.
...
Kunsten at blive afvist - en vaccineMyMusic.dk er - ligesom artiklens musikere og alle andre pressemedarbejdere - blevet afvist af Politiken utallige gange. Afvisningen er en del af arbejdsvilkårene med pressemeddelelser.
Da vi spurgte om Politiken ville dække vores OpTour gik dialogen nogenlunde sådan her: -
vi mener ikke det er noget læserne interesserer sig for. Slut. Måske har de ret. Måske tager de fejl. OpTour som eksempel er et gavnlig tiltag for dansk musikliv. Hvor er kulturavisens ansvar i ikke bare at formidle oplevelser videre, men også analysere og understøtte sammenhængene i dansk kulturliv?
Der er en meget stor del af de ting, jeg læser i min avis, hver dag, som jeg i udgangspunktet ikke interesserer mig for. Det er vel kernen i formidling. Enhver journalist, der tænker sådan lægger et ansvar fra sig og enhver redaktør der tillader sine journalister at tænke, ikke mindst sige og ikke mindst gøre en søndagsdyd ud af at skrive sådan, har efter min mening mistet overblikket.
