Noget man før i tiden snakkede meget om og som stadig kommer op til overfladen engang i mellem, er
lydkvaliteten på digital distribueret musik - eller mangel på sammen.
Mange i branchen, specielt af den gamle skole, holder fast på at man godt kan høre forskel på en sang købt på nettet og
en CD. Hvilket er meget muligt, hvis man VIL høre forskel og har et anlæg som kan gengive de nuancer vi snakker om.
Et faktum er dog, at musik i min og ikke mindst efterfølgende generationer, bliver hørt via computeren og på
iPodden, hvor lydgengivelsen alligevel ikke er så god at man (hvis man ville) kunne høre forskel.
Fordelene ved digital distribution er desuden langt større end et eventuelt minimalt tab i lydkvalitet. Noget som dele af branchen, ikke mindst musikerne, måske kan have svært ved at acceptere, men som man må finde sig i og forholde sig til, ligesom den digitale distribution i al almindelighed. En distributionsform som endelig er ved at blive anset som en unik mulighed, frem for en trussel mod et forældet medie (CDen).
I takt med filformaternes udvikling og udbredelsen af rigtig hurtige internetforbindelser, kan distributørerne skrue op for lydkvaliteten, til glæde for lydentusiasterne. Her snakker vi altså ikke om at alle skal skrotte deres båndoptager og købe sig en CD-afspiller for at få den ultimative lyd. Man skal maksimalt bruge et par klik og to minutter på at opdatere softwaren på sin computer og får måske endda mulighed for også at opdatere den musik man allerede har købt til det nye format.
Jeg personligt har de sidste 2 år kun købt 4-5 CD'er - fordi man ikke kunne købe dem på nettet - hvorefter jeg straks har rippet dem til 192 kbps
MP3er og så ellers ikke skænket det flade stykke plastik en tanke.
Dårlig lyd eller ej, CDen dør og den digitale distribution tager over, det er kun et spørgsmål om tid.