06 november 2007

Musik i valgkampen 2 - Venstre & Radiohead?


Radiohead har fået rigtig meget omtale for deres utraditionelle og usædvanligt vellykkede markedsføring af deres nye album ”In Rainbows”. Og det er fortjent, selv om direkte salg fra kunstner til køber ikke er nogen revolution. Det er faktisk foregået på dansk grund i lang tid, hvor andelshavere i Digidi har kunnet sælge direkte til køberne og i fremtiden endda måske med momsfritagelse! – men her er naturligvis tale om et ydmygt antal solgte eksemplarer.

Men mon ikke Radiohead ville undre sig, hvis de vidste, at de bliver name droppet i Venstres kulturpolitiske dagsorden - og tilmed som en grund til ikke at indgå i en diskussion om ophavsretten og kunstnernes vilkår? På New Media Days torsdag-morgensession, hvor Venstres unge og visionære kulturpolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby, svarede på et direkte spørgsmål fra (notorisk velunderbyggede) Kresten Schultz Jørgensen: er det ikke på tide, at der revideres i loven om ophavsret, som ikke er gearet til at håndtere de nye medier?

Det mente Ellen Trane Nørby ikke var et politisk problem, da rettigheder forvaltes decentralt (hos KODA o.lign.) Hun mente, at musikere i højere grad kan klare sig selv og fremhævede Radiohead som et eksempel på, at musikerne tager web 2.0 til sig og tilføjede, at Radiohead havde lært musikindustrien en lektie.

Hvilken lektie er mon det? Er det den lektie, at pladeselskaber skal lade være med at investere i orkestre med kunstnerisk integritet? At kunstnere skal sælge direkte til køberen og dermed klare alt arbejde selv? Er det den lektie, at musikerne nu har overtaget og at politikere, medier og musikere derfor ikke behøver at arbejde for lovsikret, grad-inddelt ophavsret på nettet?

Der er selvfølgelig stor uenighed på dette punkt, men ikke alene ser det ud til at "In Rainbows" konsekvent fortolkes som en hilsen til pladeselskaberne - og ikke som et unikt forsøg, der skal belyses i sin egenskab af at være en enestående begivenhed. Det ser ud til at det store fokus på ”In Rainbows” har gjort mere skade end gavn, når medier, politikere og alle andre, der bruger pladen som eksempel glemmer, at Radioheads fremgangsmåde ikke kan fungere for ret mange. Og især når Radiohead bliver det gældende argument for ikke at tage diskussionen om ophavsret og kunstnernes ændrede levevilkår på nettet. Denne diskussion florerer i snævre, realpolitiske kredse, hvor der i f.eks. KODAs regi - fuldt forståeligt - forvaltes efter gældende lovgivning. Set på den måde er det sgu ikke KODA, der er noget galt med, når der lappes på nye problemer i gamle modeller.

Loven om ophavsret bør revideres og et vist politisk pres på forvaltningsinstitutterne ville bestemt ikke være af vejen for at skabe dialog. Men den tunge vej vil ingen kulturordfører betræde, heller ikke Ellen Trane Nørby, som fik vist at hun kunne namedroppe konceptet bag ”In Rainbows”, men hun viste også, at hun ikke ville eller kunne perspektivere over sammenhængen: at succesen er forbeholdt supergrupper, at succesen er unik og ikke siger noget generelt om en supergruppe, der blev opdaget og præsenteret i samarbejde med pladeselskaber – og i dette tilfælde i øvrigt en supergruppe, der har annonceret at deres næste plade skal udgives via et pladeselskab.

...

Socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører Mogens Jensen havde i øvrigt valgt at aflyse sin deltagelse i panelet (Simon Emil Ammitzbøll, Ellen trane Nørby og Holger K. som sit in for Mogens) for at dele roser ud på bøhlandet. En underlig strategisk disposition – at brænde en fuld sal af medierepræsentanter, journalister og netværkere af på New Media Days. Men det vender vi tilbage til i morgen i forbindelse med Mogens Jensens fremlæggelse af socialdemokratiets kulturprogram.

...

Følg i øvrigt diskussionen på gaffa.dk, hvor Copenhagen Records' Jakob Sørensen reagerer på Gaffas november-artikel om Radiohead nye forretningsmodel.