Digtere spiller bare bedre II
For 7-8 måneder siden luftede jeg én af mine kæpheste her på bloggen under den småprovokerende overskrift "Digtere spiller bare bedre". Nærværende post er et ganske kort supplement til debatten, en epilog af den auditive slags. Skulle nogen være i tvivl om, at ord bør regnes for et instrument, en ligeværdig del af det musikalske udtryk, så hør og bliv overbevidst af den norske neokonkretpoet Monica Aasprong. Dette klip er fra hendes Soldatmarkedet (2006).
Skrevet af Helle Juhl Lassen |
16 Comments:
Nu er Monica Aasprong også bare i en klasse for sig... Men jeg kan også henvise til fx islandske Eirikur Örn Norddahl eller finske Leevi Lehto (hvis man er til noget lidt mere udsyret).
Og psst... begge kan findes i playeren på martinjm.blogspot.com.
Yes, jeg har set/hørt dem, og Martin har helt ret!
Hvornår starter musikken? :-)
Udemærket Mr. Smartass, tag lige ørebøfferne på og tjek så ham her: http://www.afsnitp.dk/galleri/konkretpoesi/hodell/vaerker/2.html
Jeg havde nu nøjagtig samme spørgsmål som Mr. Smartass....
Men det er sikkert fantastisk... for de fantastiske...
Hvis man skal være digter for at lyde så godt - så fred være med det :-)
Mange hilsner Mrs. Smartass
Men er det her så ikke sjovere? Stadig musik - endda uden brug af ord...
http://www.youtube.com/watch?v=eCTyEXOnQ-g
Mr. (og Mrs?) Smartass
Kære kamilleblomst,
Nu kender jeg jo Rasmus, og derfor tilader jeg mig, at kalde ham Mr. Smartass, det samme ville jeg naturligvis ikke gøre ved dig eller andre. Altså: Intet ondt ment. Og heller intet ondt i mit indlæg á la "man skal være digter for at lyde så godt" (fornemmer jeg til gengæld lidt sarkasme fra din side?), men snarere et ønske om at sætte fokus på et kunstnerisk felt mellem digtning og musik. Et felt som jeg ser et stort potentiale i, også - på længere sigt - for "almindelig" eller skal vi sige sågar mainstream-musik.
Da japanerne for år tilbage begyndte at lave elektronisk støj, syntes alle, det var noget underligt noget. Nu er electronica-genren nærmest trængt ind overalt. Pt. sker der mega meget mellem ord- og lyd/musik lige nøjagtigt hér, i Skandinavien. Den slags eksperimenter er sket mere eller mindre i det skjulte - mindst - siden 60'erne, og det synes jeg bare lige, jeg ville henlede opmærksomheden på. Det kunne jo være, at en enkelt i undergrunden, bare en enkelt, ville føle sig inspireret, og så kunne jeg glæde mig til at høre, hvad han eller hun ville finde på i fremtiden.
Kh. H.
Og Rasmus... Super fedt klip - om det er sjovere vil jeg ikke vurdere - men hvad får dig til at sige, det er uden brug af ord?
Jeg er jo generelt en smule uening i, at "ord bør regnes for et instrument, en ligeværdig del af det musikalske udtryk".
De rytmer der opstår når sproget splittes op og bøjes og knækkes kan jo også laves som mund-perc eller på en tromme. Uden ord er der stadig musik, men uden musik er ord jo "bare" ord. Så er ord ikke meget mere end et instrument? En ekstra dimension, hvis betydning i det samlede billede varierer enormt.
Dvs. at fx bum, bam, bim, di-ke, di-ke, ah, uh, på tirsdag og andre eksklamationer (m.m.) ikke kvalificerer som ord i dit alfabet? Det var da en underlig indstilling... Hvorfor må sproget ligesom ikke lege med? Altså, hvis en rytme i sig selv er lig musik, og sproget har rytme - hvad det indiskutabelt har - så kan jeg ikke se, hvorfor det "bare" skulle være ord. Er en tromme måske ikke et instrument?
Jeg mener, det er lidt synd for sproget, at det absolut skal hænge fast i, at det ligesom skal betyde noget... bestemt. At det skal fortolkes semantisk, frem for høres eller føles fonetisk, det forstår jeg bare ikke.
Men alle lyde er jo ikke musik. Det er kun de velordnede lyde der falder under den kategori. I dine eksempler underordnes ordene musikkens regler og bliver derfor.. musik! Det var de ikke i sig selv.
Men helt enig i, at semantikken ikke bhøver være så streng. De fleste tekster bærer jo mening i musikalsk forstand, pga ordenes fonetiske lyd - mere end deres indhold/semantiske betydning. Så der må jeg give dig ret.
Nej men Rasmus, en guitar er da heller ikke musik i sig selv; kun hvis man spiller nogle - som du siger - "velordnede" lyde på den.
Og hvornår noget er velordnet - disse "musikkens regler" du taler om - kan velsagtens diskuteres. Er de ikke efterhånden gledet fra at være faste, til at blive en slags bevægelig øresag?
Jeg synes ikke, man hverken kan eller skal være så kategorisk med distinktionerne - de/du bliver/skriver jo ligesom en spændetrøje...
Det er netop min pointe. Alle lyde kan i rette sammenhæng være musik. Ord er ikke i sig selv, men kan under de rette omstændigheder - der hvor er skabes musik - være en ligeværdig part. Ligesom guitaren.
"Reglerne" er ikke normative, men en efterrationalisering, så en spændetrøje synes jeg netop ikke de er. Men de eksisterer.
Men du har ret i, at ord i sig selv bærer en række musikalske parametre, som så bare forstærkes med melodi og kontekst.
I virkeligheden opstår problemerne måek først når man forsøger at pille ordene ud af deres sammenhæng i den tro, at de stadig bærer samme mening. En stor fejl.
Nu begynder vi at lyde enige!
MEN jeg synes nu ikke, der er tale om "problemer" eller "fejl". Det indebærer jo ligesom, at der skulle være noget, som var rigtig. Snarere tænker jeg det som... spredninger, når man flytter rundt på lydene, putter dem ind i andre kontekster.
Og det med efterrationalisering har vist mere med vi mennesker at gøre, med vores kognitive behov, end med lydene selv. Personligt kan jeg bedst lide at høre frem for at tænke over dem. Men hvis jeg endelig - før eller siden - SKAL tænke over lyde, så er det mere interessant, hvad de GØR ved én, og hvordan de gør det, end hvad de betyder.
Enig. Den er købt. Håndslag. Så mangler vi bare at få sat musik til debatten, eller...
Send en kommentar
<< Home