Digtere spiller bare bedre

Debatindlæg. En opskrivning af »digtningen« som værdikriterium i den musikkritik, der beskæftiger sig med tekstimplicerede musikgenrer.

”Man behøver ikke være en stor digter for at være en god musiker”. Kors hvor har jeg hørt det slogan mange gange - ja nærmest til »bevidstløshed«. Det ligger og ulmer under anmeldelsesfeedback a la ”jeg synes, du fokuserer for meget på teksterne, de er jo dygtige musikere”. Indrømmet, der har givet vis været dygtige musikere i det pågældende band, jeg har anmeldt. Men dét, der kunne gøre dem endnu bedre, er i høj grad teksterne.

Nu må det være på tide at anfægte det almindeligt accepterede synspunkt, ’at man ikke bliver en bedre musiker af at være en god digter’. Dét, vil jeg hermed mene er en lodret løgn, og hvem der har fundet på den, kan man jo kun gisne om. Jeg gisner i flæng: den musiker, der digter dårligt.

Lad mig først skille fårene fra bukkene. Når jeg ønsker at opskrive »digtningen« som værdikriterium i musikkritikken, taler jeg selvsagt kun om de genrer, der har tekst og lyrik som fast bestanddel; dvs. oftest den musik, der også har vokalen centralt placeret (fx metal, rock, pop, soul, blues, R&B, rap, hiphop og dele af electronica’en, alle med dertilhørende sub- og fusionsgenrer).

Nuvel. Hvad er i grunden musik? Et spørgsmål, der unægtelig er ligeså vanskeligt at besvare som dets store overparaply, nemlig »hvad er kunst?«. Hvad Duchamp gjorde for kunsten, har japansk noise gjort for musikken; dvs. udfordret grænserne for begrebets rummelighed, sådan at vi til stadig må diskutere, hvad vi opfatter som musik. Normalt siger vi som selvfølgeligheder, at fuglene også synger, ligesom uret tikker i en rytme og to panodil brus, der opløses i vand, kan lyde som sød musik for tømmermænd (osv). Skulle man alligevel driste sig til at tale om en musikessens, kunne man jo forsøgsvist pege på lyden.

Musik er - helt ligesom det udtalte ord - først og fremmest lyd. Der skal en fortolkning til, for at give lyden betydning og mening. Høje toner og dur-akkorder fortolkes generelt som lyse, hvorimod vi italesætter dybe toner og mol-akkorder som mørke og dystre, mens fx sus-akkorden for visse lyttere rummer en særlig religiøsitet, fordi den er en hyppig forekomst inden for kirkemusikken i tradition fra bl.a. J. S. Bach. Sådan transmitterer musikken sine stemninger og betydninger, der sammensættes i fortællinger –meningsbærende forløb– hos den enkelte lytter. Præcis det samme gør sproget. I de tekstimplicerede musikgenrer er sproget et fortælleinstrument på lige fod (mindst) med ethvert andet instrument i orkesteret. Nu spørger jeg så retorisk: Hvis fx guitaristen spiller dårligt, eller hvis leadvokalen er falsk, vil det så ikke trække ned i vurderingen? Og må samme logik så ikke også gælde for ordet som instrument?

Hvori består egentlig forskellen mellem digteren og musikeren? Findes der reelt en forskel, udover redskabet –instrumentet– hvormed hun/han fortæller sin historie qua iscenesætter betydning? Som et musikalsk instrument udmærker sproget sig (i modsætning til fx guitaren) ved at have uendelig mange strenge at spille på. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Musikeren kan således siges at være privilegeret, fordi hun/han i tilgift til musikken også har sproget at eksperimentere med i sit kunstneriske udtryk. De to niveauer kan indgå i dialog med hinanden.

I sådan et kunstnerisk krydsfelt gemmer der sig et potentiale og en perspektivrigdom, der efter min mening alt for ofte ligger uudnyttet hen. Kan en sang så ikke være god, hvis teksten er dårlig? Jo, absolut. Hvad jeg siger er såmænd bare, at sangen kunne være bedre, hvis digtningen var bedre. Dermed siger jeg også indirekte, at en uopfindsom tekst må trække ned i vurderingen. Når man inden for litteraturkritikken analyserer og vurderer et digt, kigger man både på dets »form« og dets »indhold«. »Form« her forstået som digtets rim, rytme, versefødder, cæsurer, lydlighed, etc. eller kort sagt: digtets musikalitet. Hvorfor må det ikke være ligeså selvindlysende legitimt at analysere og vurdere 'musikkens digtning', når man bedriver musikkritik?