10 juli 2007

Hørt, set og drømt på Roskilde?


Sammen med KODA nåede vi at afholde vores 3 paneler, men blev nødt til at aflyse 4 ud af 5 live-events - regnen tog strømmen og vejret truede med at skylle standen væk. Men vi havde en god festival, hvor vi iagttog den på alle måder rivende strøm, der trak hverdagens gods med sig og afslørede kampen for overlevelse i alle dens afskygninger. Vi fik anmeldt hele programmet fra Pavilion Jr., fik lavet interviews og bloggen - omdøbt til bloppen af Peter i anledning af torsdagens 100 mio liter vand - blomstrede med beretninger og fotos fra camping-området, mens vores fotografer fik fyret op under intet mindre end 20 fotoserier.

Hvor og hvad var dine store øjeblikke på årets festival?

2 Comments:

Anonymous Anonym said...

Efter at have set at musikprogrammet i år var helt forfærdeligt, tog jeg til min eneste fuldendte koncert på Rokilde 2007: Anthony B.

Han var som sædvanligt genial og fuld af energi, der gav en lyst til at lytte, danse og skråle med i flere timer efter koncerten var stoppet. Det var et lysende punkt i Roskilde Svømmehal '07, hvor stemningen dog også må siges at have været overraskende god. Det er jo i sidste også jeg kommer.

tirsdag, 10 juli, 2007  
Anonymous Anonym said...

The Who var selve årsagen til, at jeg befandt mig på Roskilde Festivalen i år. At se dem på Orange Scene var en drøm, der blev virkelighed, og heldigvis skuffede de ikke. "I Can't Explain" ramte med en power, så man tvivlede på, om alle ville overleve koncerten. De holder stadig fast i en af de store traditioner fra det oprindelige Who: Næsten alle numre udviklede sig til rene jam-sessions med Townshends krop som dirigentstok, og det fik i den grad skovlen under folk at se musik ikke bare blive spillet, men skabt for øjnene af dem. (Samme indgangsvinkel lykkedes i usigeligt ringe grad for Red Hot Chili Peppers, som gjorde sig selv og ikke mindst publikum til grin.) The Who spiller de fleste af numrene hver aften, men jam-elementet gør, at de aldrig er helt ens. Man lærer hurtigt som tilskuer, at alt kan ske, og bliver mindet om at vi er i nuet. Og det at gribe øjeblikket har altid været de helt stores varemærke. Springsteen gør det endnu. Neil Young gør det. Tom Waits gør det. Og ja, The Who gør det. Til slut vil jeg da nævne to andre, store musikalske oplevelser på festivalen: Arcade Fire og Thomas Dybdahl. Muse imponerede også, men ramte mig kun rigtigt i glimt.

onsdag, 11 juli, 2007  

Send en kommentar

<< Home