At skyde sin lørdagskylling med kanoner
Man dasker ud på kollegiekøkkenet og slår op i Politikens kultursektion her den anden dag. Hvis jeg kender mit kollegiekøkken godt nok var det ikke dagens avis, men måske var den fra weekenden. På forsiden af kultursektionen var overskriften: "I Kina bygger man ikke kulisser". Forsidehistorien gik på det forunderlige i, at man i den kinesiske filmindustri har valgt at bygge alle sets som fuldstændige kopier - ikke bare uden på, men også inden i. Altså ikke nogen westernby af papmaché her. Hvis der skal bruges en pyramide, så bygger man sgu en pyramide, indefra og ud. Nu koster arbejdskraften ikke det helt store i Kina, men tanken er alligevel interessant.
For hvordan i alverden kan det løbe rundt? Store og nøjagtige - til fingerspidserne - kopier af hængende haver, paladser og alt muligt andet godt fra de syv verdenshave. Måske et hurtigt Eiffeltårn eller hvad med Twin Towers? Svaret er, at det kan ikke løbe rundt. I sig selv, that is. Og en af årsagerne er, at den kinesiske filmindustri er en af de mest plagede af piratkopiering overhovedet. Sådan foregår det bare dernede, og tilsyneladende kan man ikke stille noget op mod ulovlighederne.
Men alligevel bliver man ved og ved med at bygge nye haver, nye tårne. Hvorfor? Fordi folk, når de har set filmene, kommer væltende for at se modellerne. Filmene er blevet et visitkort. Og ikke bare et almindeligt visitkort med 4 farver i tryk, men et visitkort, der formidler følelser og stemninger. Filmene er faktisk - med et kynisk udtryk - blevet til en trojansk hest til turismeindustrien. Ligesom iPod'en var en vej for Apple til en kæmpe omsætningsforøgelse, er de præcise genskabelser af nogle af verdens mest imponerende bygninger blevet en bro mellem film- og turismeindustrierne. Den ene supplerer den anden.
Måske kunne musikindsutrien lære noget af det?
Nå, et par dage senere læser man så endnu en nyhed om et pladeselskab, der har brokket sig til YouTube over rettighedsbrud og forlangt noget materiale fjernet. Hvad drejede det sig mon om denne gang? Var det Madonnas musik, der var blevet brugt i en reklame for college-fester i USA, eller en karaokeversion med fræk lyrik af Paris Hiltons seneste bidrag til vores samlede kulturskat?
En tilsyneladende altruistisk sjæl (måske håbede manden også på lidt popularitet) havde besluttet sig for at dele ud af sin evne til at spille guitar og indrettet sig på YouTube som underviser. Over ethundrede videoer havde manden lagt ud, med tips og tricks til, hvordan man lærer at spille guitar. Gratis lektioner til flere år. Der var fast publikum - flere tusinder fulgte med. Hans forbrydelse? Han havde brugt et Rolling Stones-nummer i undervisningssammenhæng; sådan her spiller du Paint It Black, så det lyder for fedest! Straffen? Flere tusinder af håbefulde guitarister har fået fjernet deres støttepædagog med et snuptag. Måske venter der sagsanlæg?
Man tager sig til hovedet - Kina virker pludselig endnu længere væk. Lighteren under visitkortet: Hvor meget Rolling Stones sælger I nu?
For hvordan i alverden kan det løbe rundt? Store og nøjagtige - til fingerspidserne - kopier af hængende haver, paladser og alt muligt andet godt fra de syv verdenshave. Måske et hurtigt Eiffeltårn eller hvad med Twin Towers? Svaret er, at det kan ikke løbe rundt. I sig selv, that is. Og en af årsagerne er, at den kinesiske filmindustri er en af de mest plagede af piratkopiering overhovedet. Sådan foregår det bare dernede, og tilsyneladende kan man ikke stille noget op mod ulovlighederne.
Men alligevel bliver man ved og ved med at bygge nye haver, nye tårne. Hvorfor? Fordi folk, når de har set filmene, kommer væltende for at se modellerne. Filmene er blevet et visitkort. Og ikke bare et almindeligt visitkort med 4 farver i tryk, men et visitkort, der formidler følelser og stemninger. Filmene er faktisk - med et kynisk udtryk - blevet til en trojansk hest til turismeindustrien. Ligesom iPod'en var en vej for Apple til en kæmpe omsætningsforøgelse, er de præcise genskabelser af nogle af verdens mest imponerende bygninger blevet en bro mellem film- og turismeindustrierne. Den ene supplerer den anden.
Måske kunne musikindsutrien lære noget af det?
Nå, et par dage senere læser man så endnu en nyhed om et pladeselskab, der har brokket sig til YouTube over rettighedsbrud og forlangt noget materiale fjernet. Hvad drejede det sig mon om denne gang? Var det Madonnas musik, der var blevet brugt i en reklame for college-fester i USA, eller en karaokeversion med fræk lyrik af Paris Hiltons seneste bidrag til vores samlede kulturskat?
En tilsyneladende altruistisk sjæl (måske håbede manden også på lidt popularitet) havde besluttet sig for at dele ud af sin evne til at spille guitar og indrettet sig på YouTube som underviser. Over ethundrede videoer havde manden lagt ud, med tips og tricks til, hvordan man lærer at spille guitar. Gratis lektioner til flere år. Der var fast publikum - flere tusinder fulgte med. Hans forbrydelse? Han havde brugt et Rolling Stones-nummer i undervisningssammenhæng; sådan her spiller du Paint It Black, så det lyder for fedest! Straffen? Flere tusinder af håbefulde guitarister har fået fjernet deres støttepædagog med et snuptag. Måske venter der sagsanlæg?
Man tager sig til hovedet - Kina virker pludselig endnu længere væk. Lighteren under visitkortet: Hvor meget Rolling Stones sælger I nu?
Skrevet af holmp |
2 Comments:
Ja, sikke et spild!
Men!
Du glemmer den anden halvdel af historien/virkeligeheden: Vores egen, som ikke ligger så så langt væk som Kina. Men den er måske så tæt på at den bliver ubehagelig?
Om Kina siger du bl.a.:
"Hvorfor? Fordi folk, når de har set filmene, kommer væltende for at se modellerne. Filmene er blevet et visitkort. Og ikke bare et almindeligt visitkort med 4 farver i tryk, men et visitkort, der formidler følelser og stemninger. Filmene er faktisk - med et kynisk udtryk - blevet til en trojansk hest til turismeindustrien."
Jeg synes du behændigt, omend lidt klodset, sniger dig udenom vores egen verden: Vestlige film og deres trojanske hest som skaber grundlag for en kæmpeindustri af dyre "køb og smid væk" dukker og lign kram. Her kommer folk også væltende for at erhverve sig et eksemplar af Batman, Superman, Spiderman, Dalmatinerhunde, Starwarsting, Ringenes Herre dukker, Harry Potter tryllestave og hvad ved jeg. Listen er U E N D E L I G lang.
Og jeg skal da lige love for at der er farver på.
Det kan godt være at de har sure tæer i Kina, men jeg bemærker mest lugten af mine egne.
Henning
Hej Henning.
Min kritik af pladeindustrien går ikke på deres brug af farvestoffer til deres visitkort. Jeg kan godt følge din kritik af brug og smid-væk-kulturen, men det er ikke denne blogs fokus.
Fokus er i stedet på uudnyttede muligheder og på musikindustriens tendens til at save den gren over, den selv sidder på (for lige at bruge endnu en metafor). Filmindustrien i Kina har forstået at tjene penge på trods af piratkopiering. Musikindustrien står over for lignende udfordringer, men kan tilsyneladende ikke finde nogen model, de er tilfredse med. Denne blog peger i retning af sådan en model, men gør det ved at fraråde industrien at være for aggresiv og konservativ, når synergierne viser sig lige for øjnene af os.
Farvestoffer og brug-og-smid-væk er en anden historie - og selvfølgelig en interessant en af slagsen. Men den gemmer vi til en anden blog ;-)
Send en kommentar
<< Home