Kære MyMusic.dk Behind The Scenes

Jeg har ikke sovet i nat. Og nej, det var ikke fordi jeg lå og vendte og drejede mit liv som et andet selvrealiseringsprojekt eller som den »moderne« multitaskende kvinde, der tror sig i stand til at planlægge karriere, skifte ble, dyrke sex og sove samtidig. Det gør jeg ellers også indimellem, men ikke i nat. For i nat sad jeg nemlig og klippeklistrede en artikel for mymusic.dk, og ikke for at lyde som et modernistisk digterjeg, men det forholder sig faktisk sådan, at jeg jævnligt inddrager natten til alle slags kreative skrivesager.

Denne nat var det tilfældigvis et interview. Godt og vel en times mp3 med bandet Doí som skulle koges ned til et vist antal max-anslag, så det passede ind i netmediets artikelformat; brugervenlig med opsummerende manchet, rappe pointer og links til noget fin lyd og billede og noget. Men artiklen blev hele tiden for lang, ligegyldig hvordan jeg vendte og drejede den. Sådan er det altid, når jeg skriver. Det bliver altid for langt og indholdet passer slet ikke ind i formen, hvad det så end måtte være for én. Jeg gætter på, min redaktør, den kære Martin Buck, vil hive sig voldsomt i håret, så snart han finder ud af, at han nu IGEN skal skære i en af mine tekster, og jeg får sikkert også høvl af alle I, der læser denne post, som jo for længst har afsløret sin mangel på indsigt i, hvad blogging-fænomenet går ud på.

–Det er sgu da ikke en dagbog vi skriver, vel?! Kom nu på med lidt kvikke citater, noget i punktform og relevante links, så netværket kommer til at hænge bedre sammen, og alle kommer hinanden lidt mere ved. Det dur altså ikke, at du smører bloggen ind i tåbelige tanker og ord, der fylder mere end en halv fladskærm. Man skal jo også kunne se og læse den næste post, ikke? osv. osv. osv. for argumenterne er mange, og de er også både gode og formelle, dvs. de er bundet til formens formidlingskrav, som først og fremmest dikterer en opretholdelse af internetmediets sammenhængskraft og informationsflowets acceleration.

Med andre ord, det handler om ’form for formens egen skyld’, og det er jo derfor, jeg fx insisterer på at poste mine fabulerende lange tekster. Jeg skriver dem i trods, i oprør, i søvnunderskud og undertrykkelse, fordi jeg ikke vil pakkes ned i en mediepapkasse, der reelt ikke flytter noget som helst, hverken musikken, meningerne eller fx. tolerancen, selvom den rigtignok ligner en rummelig flyttekasse, der farer forvildet rundt i cyberspace som en anden globetrotter.

Det er dybest set ligegyldigt, hvor mange kroge den flotte mediepakke kommer omkring, hvis der ikke er nogen, der standser den et sted, så man kan kigge ned i den, og se hvad den indeholder. Nogle gange virker det som om, vi helt har glemt den. Kontemplationen, fordybelsen, langsomheden, den tentative essens eller hvad man ellers kunne kalde den. Eller også tager vi os bare ikke tid til den længere, ikke engang når vi komponerer eller lytter til musik. Bare vi har et myspace eller noget tilsvarede med masser af 'friends', så vi kan netværke tonsvis af toner ud i rummet, hvor ingen rigtig lytter til dem alligevel.

Det var blandt andet også det, jeg snakkede med Doí om. Men der var selvfølgelig ikke plads til at få alle disse tanker skrevet ind i en artikel klippeklistret under max-anslaget formtyrani. Derfor denne blogpost. En blogpost som insisterer på at stå ligeså lang og vævende i sit indhold, som den musik, jeg lytter til lige nu. Og jeg mener VIRKELIG lytter som i LYTTER på-virkelig eller 'flytbar'. Det er Doí, der flytter mig, og »Doí« betyder »støj« i 6årige Martin Dirkovs fortolkning. Det var dengang Doís digter og forsanger endnu ikke havde fået helt styr på sprogets fonetiske former.
Anekdoten om støjen blev der heller ikke plads til i interview-artiklen. Selvom jeg personligt synes, den er så enkel og smuk...