26 januar 2007

Sydfransk fata morgana

Vel tilbage fra den heftige og imponerende Midem-festival i Cannes. Festivalens centrum er ikke et messecenter, men et festivalpalads, som ligger lige bag lystbådehavnen, hvor mange af aftenernes fester foregår på de luksuriøse yachter. Festivalen er hektisk, musikalsk ikke det store eventyr, men med sin egen klinisk luksuriøse diversitet alligevel 100% mere kulturel værdifuld end sit ry. Det eneste minus er, at man næsten ikke kan udgå at gå glip af noget og enhver er dømt til at miste overblikket på den helt nedslående måde. Men på hvilke andre festivaler havner man ved et tilfælde på luksusrestaurant med australske diplomater og japanske rigmænd, der har brugt dagen på at fiske gratis sample-cd'er?



Vi nåede således ikke at dække seminarerne, men fik til gengæld lokket nogle gode råd ud af folk som Sat Bisla (A&R Worldwide), producer John Ravenhall og ikke mindst Gerd Leonard ("The Future of Music") - som bad os skubbe bagpå flat fee-modellen herhjemme.

Leonard mener at skandinavien - med et fælles KODA/NCB-system - har gode muligheder for at være forgangsmænd. Efter en samtale med KODA på den danske messestand er det dog ikke flat fee, men publishing, der er det store samtaleemne blandt rettighedsforvalterne. Ved Gerd noget, som de ikke ved?