Manden, der gav mottoet "vær dig selv" kamp til stregen
Stort Tillykke til det firedimensionelle alias, det tynde hvide hologram, hr. Bowie - mr. David Robert Jones, manden som faldt ned på jorden og for nogle år tilbage blev udnævnt som den mest indflydelsesrige musiker nogensinde af 150 musikerkolleger. Nogle af kollegerne er måske plaget af korttidshukommelse, men der er noget om snakken om manden, der - bortset fra det sære porcelænsgebis - tog det småborgerlige ud af mottoet "forandring fryder".Gaffa tilegner ham ugens artikel i gaffa-pedia, hvor du kan fylde tomme huller eller supplere med bonusviden. Her på kontoret er vi lidt konservativt - trods anerkendelsen af især albummene "Outside" og "Heathen" - blevet enige om at hylde perioden 1971-1980 med post-Berlin-albummet "Scary Monsters" fra 1980 som vores mest entydige bud på et mesterværk.
Hvad er jeres favorit Bowie-album og hvorfor?
HUSK! Temaaften i aften tirsdag på DR2 fra kl. 20:30. Og det er om at få det set, for genudsendelsen kommer ifølge DR allerede d. 13 december 1971. Ikke engang fødselaren er vist så relativ.
Skrevet af Martin Buck |
5 Comments:
Som meget ny i Bowies musik har det ikke taget lang tid at finde en favorit i Low albummet fra 1977. Den inspirerer og det er tydeligt hvordan Bowie sprudler af musikalske ideer. Et virkeligt flot album, både side a og b.
//Arrs
Scary Monsters som mesterværket? Det var da temmelig generøst...
Mesterværket i min verden er Hunky Dory fordi jeg synes det er den mest helstøbte i kataloget. I skarp konkurrence med Heroes, som jeg altid kan vende tilbage til.
Reality er i øvrigt en meget undervurderet plade i min bog. Man skal bare lige ignorere eksistensen af "Pablo Picasso" (ikke kun Bowies fejl, hvorfor blev det nummer nogensinde lavet??).
Jeg synes generelt folk er unfair mod Bowies nyere albums. Man er heldig hvis man har scoret bare ét mesterværk i løbet af en karriere, og han har scoret mindst 2. Og generelt er hans albums af temmelig høj karat (lige bortset fra Tonight... og Never Let Me Down, som jeg i øvrigt aldrig har hørt... hmm...), og selv de albums der for hans standard hælder mere mod det middelmådige, kommer som regel bedre fra det end eksempelvis Lou Reed, ikke mindst produktionsmæssigt - dvs. ikke så mange 80'er symptomer.
Det er altid lidt svært, det der med at pege på det gyldne favoritalbum, og især hos en mand som David Bowie, hvor i hvert fald en håndfuld titler står i kø. Scary Monsters, Lodger, "Heroes", Outside og Earthling er alle fremragende bud, og der kunne såmænd hives flere op af hatten, men skal jeg vælge en enkelt titel, så må det nok blive Low. Musikken herpå formår at forene det enkle med det avancerede, det melodiøse med det skurrende, og albummet er på mærkværdig vis både et levn fra koldkrigstiden og stadig et forbavsende frisk pust. Herudover har Low i høj grad formået at forene et hav af forskellige genremæssige krumspring, fra minimalisme, ambient og electro til rock, punk og goth, og favner det hele på en måde, der utvivlsomt har inspireret mangt og meget siden. Og så skal vi jo heller ikke glemme, at selvom David Bowie har haft mange gode musikalske legekammerater gennem tiden, så forbliver Brian Eno nok alligevel den bedste og væsentligste.
Jeg vil give redaktionen umiddelbart ret i, at perioden fra 1971 - 1980 er mest frugtbar, fra Hunky Dory til Scary Monsters, selv om jeg har det lidt svært med Young Americans (1975).
Berlin årene, hvor Brian Eno kommer ind i billedet, inspirationen fra Kraftwerk, Berlin-albummene Low, "Heroes" med instrumentale b-sider er rigtigt, rigtigt gode.
Men selv om jeg på udgivelsestidspunktet (1983) syntes at Bowie havde forrådt alt, hvad han stod for med udgivelsen af Let's Dance, så synes jeg nu i bakspejlet, at albummet rummer en del kvaliteter.
Albummet Never Let Me Down (1987), er mit og mange andre Bowie-fans hadealbum. Det er ufatteligt ringe, hvilket Bowie også så i øjnene, og begyndte at spille i band i Tin Machine, der dog ikke var den store kommercielle succes, men dog førte til et samarbejdet med den uforlignelige guitarist Reeves Gabrels, som Bowie "tog med sig", da Tin Machine blev opløst.
Hvilket fører os frem til mit yndlingsalbum 1. Outside (1995). Ettallet markerer at det er nummer ét af en trilogi, hvor vi stadig venter på de to næste - desværre.
1. Outside er et konceptalbum, en fantastisk fortælling der foregår i en, på det tidspunkt, en nær fremtid i kunstverdenen. En ukendt kunstner har slået en teenager ihjel og udstillet hende - er det kunst? Bowie gør det ihvertfald til kunst i musik. En musikalsk fortælling, med et lækkert artwork der følger med CDen, samt en lille uafsluttet novelle (der er jo to afsnit endnu).
På 1. Outside er Brian Eno tilbage ved Bowies side, og Bowie er mere tilbage end han nogensinde har været.
De eftergølgende album har også været gode, men ikke på højde med 1. Outside, dog stikker Heathen (2002) sine dystre toner dybere end de tre andre: Earthling (1997), Hours (1999) og Reality (2003).
Tillykke til kamæleonmanden med de 60 år. Det er jo ingen alder i vore dage....
Oww, Bowie. Den første, største for mig. Siden jeg hørte Diamond Dogs på en plastic-philips-rejsegrammofon, har jeg været som faldet ned på jorden over denne mystiske mand og hans fantastiske tekster. Som en anti-hyldest her et klip fra en af bøvsies bedste sange: puts it in your mouth. You pull on your finger, then another
finger, then your cigarette. The wall-to-wall is calling, it lingers,
then you forget.You're a rock 'n roll suicide. You're too old to lose
it, too young to choose it, and the clock waits so patiently on your
song. You walk past the cafe, but you don't eat when you've lived too
long. You're a rock 'n roll suicide.
Tillykke!
Send en kommentar
<< Home